Forsiden

Hvor er hvad Billedserier Rejseoplevelser

TIRSDAG 27.12.2005

Hurghada lufthavn

El Gouna

Rihana Resort i El Gouna

ONSDAG 28.12.2005

Mubaraks beskæftigelsespolitik

StarTours udflugtsprogram

Citytur til Hurghada

TORSDAG 29.12.2005

Konvojkørsel til Cairo

Cairo

Citadellet

Alabastermoskéen

Papyrus

Giza pyramiderne

Luksus på hotel Meridien

FREDAG 30.12.2005

Turistmave fra morgenstunden

Det egyptiske museum

Uroligheder i Cairo

Khan El Khalli bazaren

Trafikmylder i Cairo

LØRDAG 31.12.2005

En afslappende dag

Galla middag om aftenen

SØNDAG 1.1.2006

På vej til Luxor

Nildalen

Karnaktemplet

Luxortemplet

En aften i Luxor

MANDAG 2.1.2006

Øst- og vestbredden

Kongernes dal

Hatshepsuts tempel

Sejltur på Nilen

Bazaren i Luxor

TIRSDAG 3.1.2006

Farvel til Egypten

 

Halm på taget - og en parabol

 

Tæt trafik i Cairo

 

1 egyptisk pund (ca. 1 kr.)

 

Banken i El Gouna

 

Henrik vejleder de nyankomne

 

Supermarkedet i El Gouna

 

En dromedar .....

 

Rihana Resort

 

Marinaen i El Gouna

 

Udsigten fra vores balkon

 

Her køber man udflugterne

 

Hurghada

 

Der er meget byggeri i gang

 

Fortovs-læggerne holder pause

 

Ørkenen mellem Rødehavet og Cairo med en unik skyformation

 

Fåremarked langs motorvejen

 

Byggeri i udkanten af Cairo

 

Cairo

 

Pyramiderne ses ikke pga. smog

 

Vaskebrønden

 

Klokketårnet

 

Livets nøgle (papyrus)

 

Giza pyramiderne

 

Sfinksen

 

Indgang til Keops gravkammer

 

Hotel Meridien i Cairo

 

Meridien tv. - pyramiden anes svagt til højre i horisonten

 

Cairo

 

Cairo

 

Boghandlen

 

Cairo

 

Cairo

 

El Hussein moskéen

 

Fredag er helligdag

 

Khan El Khalli bazaren

 

Myldretid i Cairo

 

Væveren på Rihana Resort

 

Frokost kl. 14 på Tabasco

 

1300 servietter skal foldes

 

"Happy New Year"

 

Et imponerende arrangement

 

Safaga, hvor konvojen samles

 

Muslimer på vej til Mekka

 

Rødehavsbjergene

 

De første marker dukker op

 

Nildalen ved Qena

 

Butikker ved Karnaktemplet

 

Karnak-templet

 

Ramses 2. med datter ved foden

 

Hypostylhallen (søjlehallen)

 

Hieroglyffer på én af murene

 

Thoth og Horus

 

Den Hellige Sø

 

Kaleche = taxa

 

Luxor-templet

 

Indgangen til Luxor-templet

 

Abu el-Haggag-moskéen

 

Vodafone (telefoner)

 

Krydderier

 

Vestbredden med landbrug

 

 

Vestbredden ved Kongernes dal

 

 

Kongernes Dal

 

Nye udgravninger er i gang

 

Spandene tømmes for sand

 

Tutankhamons guldmaske

 

Landskabet mod øst

 

 

En af statuerne

 

 

Hatshepsuts dødetempel

 

 

Båden vi sejlede med ...

 

 

Bazaren i Luxor

 

 

Bazaren i Luxor

 

 

Kufferterne bringes til bussen

 

Klar til afgang

 

Rejseoplevelser i Egypten  

Fra Hatshepsuts dødstempel

 

Af Hanne Thoms

 

Egypten er fuld af kontraster

Egypten er et enormt spændende og fascinerende land at besøge. Fyldt med rigtig mange kontraster og en stor og veldokumenteret historie. Pyramiderne, templerne og ikke mindst gravkamrene i Kongernes dal giver mig en følelse af dyb respekt og beundring. Det undrer mig meget, at egypterne engang for tusinder af år siden var så langt fremme og så dygtige, når der i dag mildest talt ser faldefærdigt ud rigtig mange steder.

 

Et sikkert land og uden lommetyve

Som turist i landet oplevede jeg både sikkerhed og venlighed. Lokalbefolkningen kunne aldrig finde på at stjæle, tværtimod. Men selvfølgelig skulle man være opmærksom på turisterne og passe på sine ting i al almindelighed.

 

Det kan være køligt om aftenen

En times tid før solnedgang (og her om vinteren er det allerede ved kaffetid) kan man mærke, at temperaturen falder ganske pludseligt. Lange bukser, sko og strømper, og en varm sweater er nødvendig, til gengæld er der ikke dug og den "klamme" fornemmelse, som vi kender i Danmark i de lune sommeraftener. Helt afgørende er, om det blæser, og det gjorde det en del i El Gouna. Det overraskede mig, at solen stod lavt på himlen, og at vi frøs lidt om aftenen de første dage.

 

At prutte om prisen

En uopfordret pågående sælger

Jeg oplevede stor irritation overfor den sælgende lokalbefolkning. Alle vegne hvor der kom turister, var der også små bazarer, pågående sælgere og tiggende børn. Det bliver man meget hurtigt træt af og lærer at ignorere og sno sig udenom.

 

Det gælder om at kigge på varer, imens man skynder sig hovedrystende videre, og hvis man er interesseret i at købe, skal man afsætte god tid til forhandling. Egypterne sælger aldrig med tab, og deres "I have a special price for you" er blot et udspil. Som hovedregel skal man højest betale 10 % af deres forlangende, gerne endnu mindre.

 

Man skal være meget opmærksom på, om det er falske eller ægte varer. Og selvfølgelig skal man gøre op med sig selv, hvad man er villig til at betale, hvis man vil ha' varen. Det handler om, at begge parter er tilfredse. Jeg tror, at egypterne kunne tjene mange penge på turisterne, hvis de satte en fast pris på varerne og gav os tid & ro til at kigge og udsøge. De kunne sagtens sætte en fast pris med stor fortjeneste, det ville stadig være billigt for os. Sådan nogen som mig, der ikke orker alt det prutteri, ville i hvert fald købe noget mere, hvis jeg kendte den endelige pris og kunne få lov til at udsøge i fred og ro.

 

De lodrette stolper på taget giver mulighed for at udvide med en etage engang ....

 

Mange huse er ikke bygget færdige

Når et hus er færdigt, skal man nemlig betale ejendomsskat. Efterhånden som egypterne får råd til og brug for, bygger de en etage mere på huset, og man kan se, at der er forberedt til udvidelser. Selv om mange huse ser faldefærdige ud, har rigtig mange en parabol på taget.

 

Affald overalt

Der lå i stakkevis i ørkenen, i de små bifloder til Nilen og rundt omkring i gaderne mellem forretningerne.

 

Trafikken er et kapitel for sig

Det gælder om at komme fremad, hvad enten det er bilister, fodgængere, cyklister eller egyptere ridende på et æsel. Det med færdselsretning kan man ikke regne med, selv på motorvejen færdedes lokalbefolkningen imod strømmen, godt nok inde i højre side af vejen.

 

Egypterne bruger deres helt egne køre-regler. Dyt og vink fortæller, hvad de agter at gøre. De kører hurtigt, og de er dygtige chauffører! Vi var meget forundrede over, at vi ikke så eller oplevede trafikuheld. Konstant krydser fodgængere gaden. Også på motorvejen. Det foregår i et langsomt og ubekymret tempo. "Inshallah" (om Gud vil), så går det godt. Eller "Malesh" (Gud ville ikke). Om natten kører de uden lys. Kun når der kommer modkørende blænder de op for det lange lys.

 

Egyptiske pund

De egyptiske pengesedler er meget bløde, lasede og fyldte med bakterier. En god måde at opbevare dem på, var at stoppe dem i lommen. De fylder ikke meget, og det var gavnligt altid at ha' småpenge på sig til vand og toiletbesøg. Det er vigtigt at vaske hænder før man spiser, når man har rørt ved sedlerne.

 

Man skulle som regel betale 1 pund for et toiletbesøg (selvfølgelig ikke på hotellerne). Til gengæld fik man så udleveret 4 stk. toiletpapir og 1 stk. til at tørre hænder med.

 

Vandet er fuldt af bakterier

Drikkevandet er ikke rent, dog kan man vaske sig og bruge det til at børste tænder med. I forretningerne koster 0,75 l vand 1 pund, og i bussen kunne vi købe vand for 2,50 pund. Deres Sakara øl er meget velsmagende, vin derimod ufattelig dyrt, så det købte vi ikke.

 

TIRSDAG 27.12.2005

 

Hurghada set fra luften

Hurghada lufthavn ligner en teltlejr

Indflyvningen over Hurghada var utrolig smuk. Det blå Rødehav og den brune, golde ørken var et ganske anderledes syn end snestormen herhjemme.

 

I lufthavnen ventede busserne ude ved flyet, og varmen strømmede os i møde. Heldigvis havde jeg nået at skifte til bare tæer og sandaler, inden vi landede.

 

Hurghada lufthavn ligner mest af alt en beduin lejr. Store telte, faldefærdige bygninger, og en følelse af kaos var mit første indtryk.

 

Masser af guider stod linet op i rad og række, hver især med deres skilte som fortalte hvilket rejseselskab, de repræsenterede. Og så var det bare med at følge strømmen i et raskt tempo til t. "Jalla, jalla" lød det fra de egyptiske sikkerhedsvagter, det betyder: "Skynd dig".

 

Det var min første flyvetur, og ganske uerfaren kunne jeg ikke finde min kuffert på det rullende bånd. Det så ud som om, at båndet kørte ud af bygningen. Et kort øjeblik troede jeg, at chancen var forpasset, indtil det gik op for mig, at båndet kom ind igen ....  Jeg ville så gerne ha' fotograferet det, men det måtte man ikke.

 

Udenfor lufthavnsbygningen stod de forskellige guider igen på rad og række og fortalte, hvilken vej vi skulle gå for at komme hen til busserne.

 

El Gouna

El Gouna

El Gouna ligger 25 km nord for Hurghada og blev påbegyndt for 15 år siden. Byen er bygget som rejsemål af nogle af Egyptens største erhvervsfolk. Der er hoteller, en lufthavn, et moderne sygehus, et bryggeri, diskotek, golfbane, restauranter, en eksklusiv marina, et casino, internetcafé, nogle butikker og bazarer.

 

Det er den franske arkitekt Michael Graves, der har skabt El Gouna med portaler, nubiske huse, kanaler og laguner.

 

Under køreturen fra lufthavnen til vores hotel i El Gouna havde jeg travlt. Travlt med at kigge på landskabet, suge til mig. Den "endeløse" landevej med ørken på begge sider, enkelte huse hist og her.

 

De store affaldsbunker bugnede i ørkenen, en blanding af skræl og murbrokker, læsset af i tilfældig orden. De store reklameskilte med både engelsk og arabisk tekst. Et område med Vestas vindmøller.

 

 

Rihana Resort

Rihana Resort 

Var et rigtig godt sted at bo. Der var checkpoint både ved indkørslen til El Gouna by, og igen ved hotellet. Det gav en følelse af tryghed, at alle og enhver ikke uden videre kunne køre eller gå ind til hotellet.

 

For det første var vejen spærret, og sikkerhedsvagter kontrollerede de bilister, som ville passere. For det andet sad der sikkerhedsvagter med pistol ved selve indgangen til hotellet.

 

I receptionen kiggede de en ekstra gang på vores navne og spurgte om vi kendte nogen. Da jeg fortalte, at guiden John var min søn, resulterede det i beskeden:

 

"Give them the nicest room". Således fik vi et skønt værelse med udsigt over lagunen mod nordøst. Da John senere så vores værelse, udtalte han, at det var et af de bedste værelser at få.

 

Vi ankom til hotellet omkring kl. 14.45 egyptisk tid (de er 1 time foran DK). Allerede 15.15 skulle alle de nyankomne turister mødes med guiden Henrik, som ville vise rundt og give en masse praktiske oplysninger, hvilket foregik på svensk.

 

En dag præget af ventetid

John skulle køre en anden transfer den eftermiddag og ville først komme til Rihana Resort om aftenen. Det var jo ham, vi var kommet for at besøge og være sammen med, selv om han også skulle passe sit arbejde, imens vi var der.

 

Han havde været i Egypten siden efteråret og kendte det hele. Så vi overlod til ham at bestemme aftenens forløb. Ventetiden kunne bruges til at sove lidt. Dejligt, for vi var godt nok trætte, fordi vi var startet hjemmefra i snestorm kl. 2 om natten.

 

Endelig aftensmad kl. 20.30

Kicki og John havde én af StarTours servicevogne den aften, og vi kørte ud til marinaen. Dér fandt vi langt om længe en restaurant, hvor der var et ledigt bord med plads til syv. Der var nemlig to andre guider, som også skulle spise sammen med os. Jeg kan huske, jeg fik nogle velsmagende bitte små forårsruller til forret, og så den herlige Sakara øl. Vi sad inde, for det var koldt udenfor.

 

ONSDAG 28.12.2005

 

Gartnerne river de rene bede

 

Mubaraks beskæftigelsespolitik

Vi sov helt til kl. 8 og sad længe og nød morgenen og udsigten fra vores balkon. Gartnerne havde travlt med at ordne bedene. Det bemærkelsesværdige var, at de var tre om arbejdet, de fulgtes ad, og det gik meget, meget langsomt.

 

John fortalte os, at det hang sammen med den store arbejdsløshed i Egypten. Mubarak havde indført, at så mange som muligt skulle i arbejde, sættes til et eller andet. Selv om det var et arbejde, der med lethed kunne udføres langt hurtigere af én effektiv. Lønnen var ikke særlig høj, 100, måske 200 egyptiske pund pr. måned, så vidt jeg husker.

 

 

StarTours udflugtsprogram

Kl. 10 var det John, som stod for velkomstmødet, som de kalder det. Det handlede om at præsentere de forskellige muligheder for turisterne, at informere om hvilke ture og arrangementer man kunne melde sig til mod ekstra betaling.

 

Man kunne komme på City Tour til byen Hurghada med besøg på et akvarium, bazaren, en egyptisk café, hvor man kunne smage hibiscus-te og ryge vandpibe (shisha) samt en tur i tax free butikken. Snorkling og dykning i Rødehavet var også en mulighed, en udflugt ud til en af øerne i Rødehavet eller ørken-cross i terrængående jeeps i Rødehavsbjergene.

 

Der var ture til Luxor 1 eller 2 dage, hvor man kunne se på templer og gravsteder samt prøve et kort krydstogt på Nilen. Eller melde sig til en Cairo tur 1, 2 eller 3 dage, hvor man besøgte fx Citadellet, pyramiderne i Giza og Sakkara, Det Egyptiske Museum og Khan El Khalli bazaren.

 

Vi valgte at følge John på Cityturen til Hurghada, dernæst 2 dage i Cairo (torsdag og fredag) og 2 dage i Luxor (søndag og mandag), hvor han også skulle være guide. Turene skulle betales med cash, enten i dollars, euro eller egyptiske pund.

 

 

Fiskerbåde i Hurghada

 

City Tour til Hurghada

Hurghada var indtil for 25 år siden et lille fiskerleje, der levede af fiskeri. På havneområdet i Safaga blev en stor del af landets handelsvarer lastet og losset. Da man opdagede de gode dykkermuligheder i Rødehavet, udviklede Hurghada sig til en ferieby, som nu strækker sig 50 km langs Rødehavets kyst. Turismen og serviceerhvervet er nu 95 % af byens beskæftigelse, og fiskeriet er ved at uddø. Der er meget byggeri i gang i området, og i de golde ørkenområder langs vejen kan man se store affaldsbunker med mange murbrokker.

 

Akvariet i Hurghada var meget lille med smukke koralfisk. Jeg var mere optaget af fiskerbådene udenfor. De lå hulter til bulter og så temmelig forfaldne ud.

 

Vandpibe - shisha

 

Bazaren i Hurghada var ikke noget særligt. Det betyder, at der var behageligt at gå rundt, mere fred og ro til at glo, uden at man blev budt på varer uden at ønske det. På en bænk sad nogle piger og falbød deres brød. Brødene blev talt mange gange, og ellers skete der ikke rigtig noget.

 

Det var en stor oplevelse at være på café og prøve den egyptiske vandpibe (shisha). Det smager mest af thé, lidt sødligt og en blød smag. En fornemmelse af hygge og afslapning.

 

Tax free butikken er der ikke så meget at sige om, den havde et lille sortiment, og da vi kom til den, var den midlertidig lukket. Dvs. inde i butikken var der fyldt med folk, og på døren hang et skilt: "Closed". Efter 10 minutters ventetid åbnede butikken igen.

 

TORSDAG 29.12.2005

 

Rødehavet 100 km syd for Suez

 

Konvoj til Cairo

Bussen kørte fra El Gouna allerede kl. 2.30 om natten. Vi skulle samles lige uden for El Gouna, og turen til Cairo foregik i konvoj med politi-eskorte. Der var ca. 60 busser med i konvojen. En tur på ca. 500 km.

 

Det kostede 5 egyptiske pund at medbringe puden fra hotellet, penge som var godt givet ud. Hovedpuden var en værdifuld ledsager, så man kunne slumre undervejs, for sove vil jeg under ingen omstændigheder kalde det.

 

Chaufførerne var både dygtige og kørte enormt stærkt, konstant overhalede de hinanden, noget jeg ikke forstod. For mig var det fuldstændig ligegyldigt, hvilken placering i konvojen, vi havde. Men ikke for chaufførerne. Det virkede, som var det en ære for dem at komme hurtigst og først frem.

 

Konvojer er indført af hensyn til turisternes sikkerhed, og ved siden af giver det egypterne en ekstra indtjening.

 

Virkeligheden er dog, at det er mere halsbrækkende og farligt at køre i konvojer. De mange busser og deres indbyrdes konkurrence om at køre bedst og hurtigst giver passagererne mange "gip", - på sådan en tur henledes man til "Inshallah" (om Gud vil).

 

Undervejs på den lange køretur var der kl. 6 et morgenmads-stop på 20 minutter. Her kunne man strække ben, spise den medbragte morgenmads-pakke bestående af flûtes, smør og ost, vand, en appelsin og en banan. Andre hoteller havde også givet æg med, men det fik vi ikke.

 

 

Cairo indhyllet i smog

 

Cairo er diset og beskidt

Mit første indtryk af Cairo var en diset og beskidt by. Godt nok så jeg den mest fra motorvejen, men en tung dyne af smog lå over byen, og udsigten var ringe.

 

Man ved ikke helt præcis, hvor mange indbyggere der er i Cairo, måske 20 millioner. I Egypten bliver man ikke registreret på samme måde som herhjemme, derfor er der ingen, der med sikkerhed ved, hvor mange der bor i landet.

 

Cairo er én stor blanding af nyt og gammelt. Smukke kvarterer med niludsigt, villaer der bærer præg af overklassen side om side med højhuse og ufærdige betonkarreer og slum. Mange steder flyder affaldet i gaderne, eller bliver kastet i store bunker i bifloder til Nilen. Man ser biler, æsler spændt foran vogne, cyklister og gående blandt hinanden.

 

Påklædningen er lige så forskellig, nogle går klædt som vi kender, andre bærer den traditionelle egyptiske dragt (kjortel og turban). Generelt havde egypterne meget tøj på. For dem var det vinterperioden med temperaturer helt ned til 18-20 grader.

 

 

Salah al-Dins forsvarsborg

 

Citadellet

Citadellet blev bygget af Salah al Din al Ayyubi i 1176 som en fæstning mod korsridderne.

 

Saladin, som han også kaldes, var en egyptisk sultan af kurdisk slægt, og han levede fra 1137-93. Han er kendt for mod og retfærdighed. Hans slægt regerede frem til 1250. Herefter gik tronen gennem ægteskab til Aybak, som var lederen af Mamelukkerne (en elitestyrke af soldaterslaver). De blev nu den mægtigste politiske og militære klasse i Egypten i de næste tre århundreder.

 

På Citadellet findes den berømte Alabastermoské (Mohammed Ali moskéen), Juvelpaladset, Politimuseet, An-Nasir Mohammed Moskéen, Militærmuseet, Det arkæologiske museum og Suleyman Pasha moskeen. 

 

Det siges, at man i klart vejr kan se pyramiderne fra Citadellet, men det kunne vi ikke pga. smog.

 

 

Muhammad Alis Alabastermoské

 

Muhammad Alis Alabastermoské

Moskéen blev bygget på et af Cairos højdepunkter mellem 1830 og 1857 af Muhammad Ali Pasha. Den er en slags europæisk kopi af Istanbuls Ayasofya-moské (bortset fra et par minareter). Moskeen er ca. 40x40 meter, og indvendig og udvendig er den dækket af et lag alabast.

 

Alabastermoskéen har to næsten 100 meter høje minareter og en stor åben forgård omgivet af en søjlegang med smukke buer. Inden man går ind i forgården, skal man tage sine sko af. Man kan enten gå rundt med skoene i hånden, eller sætte dem på en bestemt måde: På siden med skosålerne vendt imod hinanden.

 

Midt i forgården står en vaskebrønd, hvor muslimerne foretager deres rituelle afvaskninger, før de går ind i moskéen. I forgården findes også et barokt klokketårn, som var en gave fra den franske kong Louis Philippe i 1846. Man siger, at klokken aldrig har virket. Til gengæld skulle Frankrig ha' en obelisk fra Luxor-templet, og den kan man i dag se på Concorde-pladsen i Paris.

 

Den store kuppel, som befinder sig mere end 50 meter over gulvet, er 21 meter i diameter. Ved siden af findes 4 kupler med samme diameter, men af lavere højde. Hele vejen rundt er der store, smukke ruder med glasmosaik, og der er enormt mange prismer samt tæpper på gulvet. Inde i moskéen kan man se Muhammad Alis gravmæle, som er lavet i Carrara marmor.

 

Det er normalt kun mændene, som har adgang til moskéen, altså bortset fra alle turisterne. Dog kan kvinderne også komme der, men får anvist en plads på balkonen i moskéen. Man skal også være anstændigt klædt på, når man besøger moskéen. Ved indgangen stod egyptiske kvinder og lånte et tørklæde til dem, som havde brug for at dække bare skuldre og overkrop.

 

Papyrus

Ligesom i TV-køkkenet fik vi på fornemste vis demonstreret, hvordan man laver papyrus. Desværre måtte man ikke fotografere i forretningen, hvor man også kunne købe papyrus-malerier.

 

Først bliver papyrusplanten skåret i tynde skiver, der lægges i vand i en uges tid. Jo længere, jo mørkere farve. Dernæst lægges strimlerne over hinanden i et fletmønster og presses, også i en uges tid. Dertil brugte man sten i gamle dage.

 

Den ægte papyrus kendetegnes ved, at man kan bøje "papiret" uden at det tager skade. Hvis der opstår skarpe folder, er det tegn på den uægte vare, som regel en papyrus lavet af banan. Noget vi skulle være opmærksomme på i bazarerne.

 

Giza pyramiderne

Giza pyramiderne

 

De tre pyramider blev bygget for ca. 4500 år siden. Keops-pyramiden var 146 m høj og den største. Man har brugt 2,5 millioner stenblokke, og hver stenblok vejede 2,5 tons i gennemsnit. Kefren-pyramiden var 143 m høj og Mykerinos-pyramiden den mindste på kun 66 m.

 

Pyramiderne ved Giza  blev bygget af materialer, som ikke fandtes lokalt. Det nederste røde granit hentede de i Aswan, som ligger ved Nilen. Den fine, hvide kalksten importerede de fra stenbruddene øst for Nilen, ved Mokattam, Maasara og specielt fra Turah. Der skulle også bruges meget træ til slæder, slæbespor og til byggestativer.

 

Sfinksen med Cairo i baggrunden

 

Derimod er Sfinksen (et menneskehoved på en løvekrop) som står foran pyramiderne hugget ud af den 50 mill. år gamle kalkstensklippe på stedet. Sfinksen er 73 m lang og 20 m høj.

Pyramiderne var noget af det, jeg havde set mest frem til. Jeg syntes bare ikke, de var så imponerende som i min forestilling, og jeg havde slet ikke troet, at de lå så tæt på Cairo, som de gør.

 

Pyramiderne var et beundringsværdigt bygningsværk, men Kongernes Dal i Luxor skulle senere vise sig at være en større oplevelse på grund af alle indskrifterne!!

 

Keops gravkammer er stort

Til gengæld var det en oplevelse at være inde i Keops gravkammer i Keops pyramiden. Man skal hverken lide af klaustrofobi eller højdeskræk, når man bevæger sig derind. Og jeg har det skidt med begge dele.

 

Først skal man "klatre" et stykke op på pyramiden, stå i kø ved indgangen, og dér får man allerede en fornemmelse af stenenes størrelse. Skakten frem til gravkammeret er 80 m lang, hvis jeg husker korrekt. Undervejs kan man ikke gå oprejst alle steder, og der er også stigninger. Gulvet er belagt med træ med små "trappetrin", hvor det gælder om at finde et tråd og tempo. Hele vejen er der elektrisk lys og modgående trafik. Jo længere ind man kommer, jo varmere bliver der. Inde i selve gravkammeret var der meget højt til loftet, et stort rum med plads til Keops sarkofag, og en kvælende varme. Jeg skulle bare ud igen, hurtigst muligt.

 

Betal for et foto .....

 

 

Undervejs spekulerede jeg meget på, hvordan de havde bygget dette gravkammer. Hvordan de havde fået Faraos sarkofag og mumie derind. Hvordan det måtte ha' været, da man senere opdagede gravkammeret. At bevæge sig op ad de glatte sten i skakten, kan ikke ha' været nemt.

 

Ved pyramiderne var der mange sikkerhedsvagter, og lige så mange pågående sælgere. De lokkede med gaver som postkort og små pyramider, og de ville fotografere for et par egyptiske pund, eller gi' en tur på dromedar. Alle disse pågående egyptere forstyrrede nydelsen, man fik ikke fred og ro til at kigge, fordybe sig uforstyrret.

 

 

Receptionen på Meridien

 

Luksus på hotel Meridien

I receptionen blev vi budt på en velkomstdrink og en god sofaplads, mens vi ventede på at få nøglen til vores værelse (nøglen var et kort).

 

Det tog lang tid, fordi hotellet forlangte mindst tre email-adresser fra de 21 gæster, inden de ville udlevere nøglerne. Begrundelsen var, at så kunne de efterfølgende maile for at få en evaluering. Et underligt system, synes jeg.

 

Vi var temmelig trætte, havde jo været oppe siden kl. 2 om natten, og vi var fyldte med nye indtryk og oplevelser. Så det første vi gjorde var at få en lille lur og et bad, inden vi skulle ud og spise.

 

Vi havde muligheden for at ta' ud i Cairo by night, men orkede det ikke. Spiste aftensmad i den mexicanske restaurant på hotellet, hvor vi fik serveret nogen ret så store portioner.

 

John fortalte os, at han var blevet advaret om, at der næste dag ville være demonstrationer og uroligheder i Cairo.

 

Derfor skulle vi køre en anden rute end oprindelig planlagt. Det gjorde mig noget nervøs at vide.

 

FREDAG 30.12.2005

 

Streptoquin hjælper mod turistmave

Jeg vågnede allerede kl. 6 med turistmave, diarré uden feber eller ubehag. Guiderne havde fortalt os, at hvis man fik det, skulle man ikke vente med at reagere, for det forsvandt ikke af sig selv. Efter 1½ time og mange toiletbesøg den morgen, indså jeg, at de havde ret, hverken cola eller vand hjalp, det blev kun værre. Jeg fik en Steptoquin-tablet af John, og efter en times tid stoppede diarréen, lige så brat som den var begyndt.

 

10 Streptoquin-tabletter koster ikke mere end 2,50 egyptiske pund og kan købes på ethvert apotek i Egypten. Kan varmt anbefales at anskaffe dem, inden det er nødvendigt. Til den pris er det ganske ufornuftigt ikke at være helgarderet på forhånd. Man behøver ikke forklare så meget på apoteket, bare pege på maven, så ved de, hvad det handler om. 

 

Egypten har en anden bakterieflora end Danmark, og netop deres egen medicin virker bedst. Disse Streptoquin-tabletter er stærke og dræber "alt", fortalte John. Man skal kun tage dem, hvis det er virkelig slemt. I så fald er doseringen 1 tablet max. 3 gange om dagen, om nødvendigt.

 

Jeg opgav at finde ud af årsagen, var det pengesedlerne, vandet jeg havde vasket mig i, børstet tænder i, var det maden, eller servicen som var vasket i deres bakteriefyldte og urene vand, eller ??

 

Morgenmaden blev til youhurt med noget mûsli, og så masser af cola resten af dagen. Min appetit var ikke særlig stor, en skam til både frokosten og aftensmaden. Men ellers mærkede jeg ikke mere til det (før næste dag .....)

 

 

Det Egyptiske Museum

 

Det Egyptiske Museum er stort

Det Egyptiske Museum ligger midt i Cairo og blev indviet i 1902. Her finder man mere end 120.000 genstande fra det gamle Egyptens forskellige perioder. Fotoapparat må ikke medbringes, der må ikke fotograferes indenfor.

 

Vildt mange turister besøger museet, og der er mange sikkerhedsforanstaltninger, inden man kommer indenfor. Man skulle igennem metal-detektor, og alle mænd blev tjekket (befamlet), kvinderne derimod kunne gå uberørte igennem sikkerhedstjekket, som foretages af egyptiske mænd. Jeg blev dog bedt om at tømme højre lomme, det var min pung, som fyldte og bulede ud. Rart at vide de lagde mærke til alting!

 

Vi så alverdens, som jeg ikke kan huske eller redegøre for i detaljer. Der var statuer, hieroglyffer, mumier, Tutankhamon, hans buste, guldstol mm. Man blev hurtigt ør i hovedet af de mange indtryk, de mange mennesker, og alle de mange forskellige genstande fordelt i to etager.

 

Der var mulighed for at komme i boghandlen på den anden side af gaden, og dér købte jeg to bøger, den ene om det egyptiske museum, den anden om Luxor. Man skulle godt nok krydse vejen på egyptisk vis, dvs. gå imellem biler og busser, lidt af en udfordring. Men jeg glæder mig til at få tid til at fordybe mig i disse to bøger, og få styr på alt det, jeg så på museet, men også senere i Luxor.

 

Vi mærkede ikke urolighederne i Cairo

Ca. 25 asylansøgere fra Sudan blev dræbt, da egyptisk politi med magt opløste en tre måneder lang protestaktion, som asylansøgerne havde gennemført uden for FN's kontor i Cairo.

 

Der var for det første ikke ret meget trafik om formiddagen og ved frokosttid. Og så ved jeg, at John havde aftalt med chaufføren, at han skulle køre udenom de farlige steder. Uanset det tog lidt længere tid.

 

Cairo tårnet

 

 

På vores tur igennem Cairo så vi bl.a. Cairo-tårnet, som er 187 m højt. I toppen findes en roterende restaurant, hvor man kan nyde udsigten over hele byen. Vi så bygningen fra bussens vinduer. Frokosten fik vi ombord på et skib på Nilen, tydeligt den rige og pæne del i Cairo.

 

Ganske nær El Hussein moskéen var der temmelig meget politi, de stod i rad og række langs vejen til højre for os. Netop dér fortalte John, at vi skulle kigge til venstre, hvor vi kunne se de små stræder i Khan El Khalli bazaren, og lidt længere fremme var El Hussein moskéen.

 

 

Khan El Khalli bazaren

 

Khan El Khalli bazaren

Bazaren starter ved El Hussein moskéen, hvilket man tydeligt kunne høre. Den muslimske messen genlød ret så tydeligt, og hele tiden. Fredag er muslimernes helligdag, og de valfartede til moskéen for at bede.

 

Hvis jeg havde troet, at jeg skulle kigge på varer i bazaren, så tog jeg ganske fejl. Al min energi gik med at undgå øjenkontakt, undgå at kigge på det, jeg brændte for at købe, ryste på hovedet og ignorere tiltalelser: "I have a special price for you today", where do you come from?"

 

Skulle man komme fra et sted, var Estonia godt, så faldt priserne, og svarede man Denmark, så lød det "Goddag, goddag", og priserne steg.

 

Nok så jeg de gode fotografiske muligheder, men jeg sansede ikke at ta' billeder, for ethvert kortvarigt stop og fordyben sig med blikket rettet mod en vare eller en situation betød samtidigt en øjeblikkelig kontakt fra sælgerne.

De var mere end pågående!

 

John forsøgte at lære os at prutte om prisen, hvordan vi skulle være prisbevidste og forhandle, gå hvis vi ikke fik vores krav opfyldt. Prøve det næste sted, eller vende tilbage. I bazaren, jeg vil hellere kalde det for de smalle gader med forretninger side om side, savnede jeg at kunne glo og udsøge mig i fred og ro. Jeg oplevede også, at John var kendt derinde, der var flere han hilste på, hvor jeg fornemmede, at det ikke handlede om at sælge til en turist.

 

Han ville ikke sælge til min pris

 

 

Det lykkes at prutte om prisen

Jeg havde kig på nogle små perlemors-æsker til mine børnebørn, og jeg var villig til at betale max. 25 egyptiske pund for en æske. Det første sted ville sælgeren ha' 250 pund for én. Han strakte sig til 120 pund for fire æsker, men jeg var stædig og ville kun give 100. Det lykkedes ikke.

 

Vi fortsatte hurtigt til en anden butik, og her lykkedes det mig at købe fire æsker til 100 pund. At varen var ægte kunne afprøves ved at tænde lighteren og køre flammen hen over perlemoren. Det brændte ikke!!

 

På tilbagevejen skulle John lige hovere overfor den sælger, der ikke ville nøjes med 100 pund. Han stak hovedet ind i butikken: "We paid 100 for four boxes."

 

Skopudseren forsøgte i hærdigt at hverve kunder

Til sidst satte vi os for at slappe af udenfor i Layaly El-Hussein Café, lige overfor moskéen. Men så kom skopudseren igen og igen og tilbød at pudse vores sko for et par egyptiske pund. Han ville ha' skoene med, og selv om Hans havde støvede sko, var han meget betænkelig. Det var ikke den lave pris, der trykkede ham, men om han fik skoene igen. Til gengæld lod John sine sko pudse, som var det et naturligt gode ved at sidde dér.

 

Nogle af de andre turister, som var med i vores bus, gjorde os selskab og kunne fortælle sjove historier om deres handler. En af familierne havde købt en obelisk for 65 egyptiske pund. Sælgeren var startet med at forlange 1500 pund, men de havde fastholdt deres pris og var gået med det resultat, at sælgeren rendte efter dem ned ad gaden.

 

 

Fodgængerne vil ikke flytte sig

 

Trafikmylder i Cairos gader

Ved 16 tiden skulle vi starte hjemturen fra Cairo. På det tidspunkt var det myldretid. De mange lokale som havde været i moskéen, skulle også hjem.

 

Aldrig har jeg set så mange biler og gående mellem hinanden, og et sandt dytteri lød hele tiden. På et tidspunkt ville en stor flok fodgængere ikke flytte sig fra vejen, da bussen skulle passere.

 

På hjemturen så vi film, først "Min søsters børn i Egypten, dernæst "Døden på Nilen". Undervejs var der stop, hvor vi kunne købe pizza. Hjemturen gik noget hurtigere, fordi vi ikke skulle køre i konvoj tilbage til El Gouna.

 

 

LØRDAG 31.12.2005

 

En afslappende dag

Årets sidste dag var fridag, en dag hvor vi ikke skulle andet end slappe af, nyde solen og varmen, dovne og drysse, og så ellers til stor gallamiddag om aftenen. Vinden havde lagt sig, og temperaturen var steget et par grader.

 

Om formiddagen tog vi på "strøgtur" i El Gouna. Købte postkort og frimærker, vand og cola, og så fandt vi en lille internetcafé, hvor det kostede 10 egyptiske pund for en halv time. Postkortene var dyre, jeg troede der var fast pris, men her skulle man også prutte om prisen.

 

Et hjerte af et håndklæde

 

 

Jeg blev også klar over, at min turistmave bestemt ikke var i orden. Diarréen vendte tilbage i løbet af formiddagen. Alle forretninger havde åbent, så jeg købte en pakke Streptoquin for 2,50 egyptiske pund.

 

En ny pille virkede omgående. Og jeg undrede mig igen over, at der ikke var feber eller mavepine forbundet med infektionen.

 

På vores hotelværelse havde personalet pyntet vores seng med et hjerte, lavet af et håndklæde, en smuk gestus denne nytårsaften.

 

Ved middagstid sad vi på vores balkon og skrev postkort.

Vi havde masser af tid, og det var for varmt at skulle være ude i solen.

 

Vi blev enige om at gå ud i byen og spise frokost. Man kunne også spise på hotellet, men det var mere international mad, og vi ville gerne opleve det egyptiske køkken. Man siger ellers, at risikoen for at få dårlig mave er mindre, hvis man holder sig til hotellets mad, men for mit vedkommende kunne det være lige meget, min mave var allerede dårlig.

 

I Egypten spiste vi ikke så ofte, som jeg ellers plejer. Morgenmaden var omkring kl. 8, frokosten nærmere kl. 14, og aftensmaden som regel hen ad kl. 21. Til gengæld gik vi konstant rundt med vores vandflaske. Det varme og tørre klima kræver meget væske, og man tænker slet ikke på mad om dagen.

 

I det store telt overfor Rihana Resort var der travlhed hele dagen. Der skulle dækkes bord og anrettes buffet til 1300 turister.

 

Et egyptisk skak-spil

 

 

Sidst på eftermiddagen havde vi skak-turnering. John købte skak-spillet i bazaren i Cairo. Pladen er lavet af perlemor, og skakbrikkerne af messing, alt sammen i en flot blå velouræske.

 

Det endte med, at vi købte spillet for den pris, John havde givet (150 egyptiske pund).

 

Resten af eftermiddagen gik med at se lidt fjernsyn, hvile og pakke kufferten til næste morgen, hvor vi skulle til Luxor i 2 dage.

 

 

Nytårsaften med galla middag kl. 20.30

 

Egypterne spiller musik

 

Egyptiske dansere

 

Først var der velkomstdrinks og pindemadder på terrassen på Rihana Inn. Her gik egyptiske musikanter rundt og spillede en ensformig og særpræget melodi. De brugte fløjter, trommer og et strengeinstrument, der ligner bue og pil.

 

Vejret var strålende, en meget lun aften hvor man kunne gå let påklædt.

 

Det tog kun en times tid at få de 1300 turister på plads i det store telt. Personalet hjalp med at anvise, hvor vi skulle sidde. Der var borde i alle størrelser, så de enkelte små eller større selskaber kunne sidde samlet.

 

Tjenerne havde travlt med at servere drikkevarer, mens gæsterne kom på plads. På et tidspunkt kaldte en ung tjener ved nabobordet på en anden tjener, som skulle skynde sig at komme. Han så vist, jeg gloede, for han kom hen til mig og sagde: "I do'nt go to school, I can not whrite." Mange egyptere går ikke i skole. En stor del af dem, der bor på landet, arbejder i familiernes landbrug.

 

Selve teltet var bygget af lægter bundet sammen med strik og beklædt med duge, på gulvet tæpper der dækkede nogenlunde. Enkelte steder var der den bare ørkenjord. I den ene langside af teltet var der barer, langs enden og den anden langside samt ved entréen var der buffet. Midt i teltet var der en stor scene til underholdning.

 

Både kokkene og tjenerne var mænd. I det hele taget så vi ikke ret mange kvinder, de passer hus og børn derhjemme.

 

Aldrig før har jeg set så meget mad, så flot pyntet. Dekorationerne var skåret ud i fx græskar. Et imponerende syn som jeg tog mange billeder af, inden vi skulle spise. Du kan se alle herlighederne her: Billeder fra gallamiddagen

 

I løbet af aftenen var der meget underholdning, bl.a. egyptisk folklore, grandprix og tombola. En ganske anderledes måde at fejre nytårsaften på. Ikke én eneste raket! Vores aften sluttede allerede kl. 23, for vi skulle op næste morgen kl. 4 og af sted til Luxor. Således kom vi sovende ind i det nye år.

 

SØNDAG 1.1.2006

 

På vej til Luxor

4.30 kom bussen, og vi var de første, som blev hentet. Fint nok, for 35 skulle med på 2 dages-turen til Luxor, og så kunne vi få en god plads. John havde fortalt, at turen varede 6 timer, ligesom til Cairo, selv om der var kortere. Men vi blev hentet først, og skulle samle resten op, både i El Gouna og Hurghada. Klokken 7 skulle vi være fremme i Safaga, hvor konvojen starter.

 

Det var umuligt at sove i bussen denne morgenstund, for to ældre kvinder var mere end morgenfriske, de knævrede højlydt og uafbrudt om "ingenting", alle deres familierelationer og afdøde. 2 timer i træk fra El Gouna til Safaga. Det var bare for meget. Da de begyndte at snakke om onkel Frank, kunne Hans ikke dy sig længere. Med ret så irriteret stemme sagde han ganske højt: "Nu skal onkel Frank vel ikke med på den her tur", hvilket gav ro for en stund.

 

Registrering i Safaga

 

Sælgeren forsøgte sig uden held

 

En slags bodega midt i ørkenen

 

De lokale må vente

 

 

Inden vi kørte ind på P-pladsen i Safaga, hvor alle busserne samledes for at køre i konvoj, var der registrering. Et bord var stillet op i vejkanten, og dér sad en egypter og skrev ned, hvor mange passagerer der var med i bussen. En anden så til, at alt foregik rigtigt.

 

Man skal køre i konvoj mellem Safaga og Luxor, og der er afgang tre gange om dagen. Omkring 60 busser plejer at samles i konvojen og følges ad til Luxor, denne morgen var der kun 25.

 

I den ene ende af P-pladsen samledes muslimerne for at valfarte til Mekka. Vi så kun mænd i køen.

 

 

Morgenmadsstop "midt i ørkenen"

Ved 8-tiden nåede vi frem til vores morgenmads-stop, et sted midt i ørkenen på den vestlige side af Rødehavsbjergene. Her kunne vi spise vores medbragte morgenmadpakke fra hotellet.

 

Det viste sig at være lidt tilfældigt, hvad der var puttet i posen. Vi havde alle en flaske vand, brød med ost, en pakke smør, en banan og en appelsin. Hans havde også fået et æg med, Klaus havde tre brød, og jeg havde en slags sandkage.

 

Imens vi spiste havde den lokale sælger travlt med at falbyde tørklæder, han gik fra den ene til den anden, Ved vores bord viklede han tørklædet om Klaus's hoved. Men han ville ikke købe noget. Da vi kørte, pakkede sælgeren det hele sammen igen.

 

På den videre tur så vi midt i ørkenen noget der lignede en bodega med stråtag, borde og bænke og elektrisk kogegrej.

 

 

Nildalen

I nærheden af Qena forandrede landskabet sig, det var ganske tydeligt, at vi var i Nildalen. Der dukkede marker op, alting blev grønnere og grønnere. Mange steder var man i gang med at høste, og brugte traktorer og lastbiler. Andre steder foregik arbejdet med håndkraft.

 

Gårdene så primitive ud, for det meste lave bygninger med stueetage og strå på taget. Alligevel var der forbløffende mange, som også havde en parabol på taget.

 

Qena lignede enhver anden egyptisk storby, mange højhuskvarterer og tæt bebyggelse. Flere steder var sidevejene spærret, imens konvojen kørte forbi. Politiet holdt der, og der var sat spærrepinde op.

 

Mellem Qena og Luxor er der ca. 60 km. Nildalen er meget frodig, og her dyrker man både grøntsager og sukkerrør.

 

Luxor hed Theben i oldtiden

Luxor ligger på østbredden af Nilen i det Øvre Egypten og har omkring 360.000 indbyggere. I oldtiden hed byen Theben. Luxor er kendt for sine templer Karnak-templet og Luxor-templet, samt gravområdet på vestbredden: Kongernes Dal, Dronningernes Dal, Memnon-kolosserne og Hatshepsuts dødetempel.

 

 

Karnaktemplet

Karnaktemplet - Amons sfinx-allé

Karnaktemplet var STORT og ganske overvældende. John fortalte os rigtig meget under turen rundt, og jeg tog enormt mange fotografier. Det var bagende varmt, og det føltes, som om den ene seværdighed efter den anden druknede i mængden.

 

Da vi kom til toilettet skiftede jeg til mine medbragte shorts, og i kiosken, der lå midt inde i templet, købte jeg en hvid kasket. Rundt omkring stod politiet vagt, og én af dem øjnede chancen for lidt drikkepenge. Tilbød at fotografere os, og gemte sig derefter mellem søjlerne for at få betaling.

 

Karnak-templet var det største og mest imponerende tempelkompleks i det gamle Egypten.

 

Det var viet til den thebanske triade Amon, Mut og Khons. Templet bliver ældre, jo længere man kommer ind. Hver faro rev noget gammelt ned eller byggede noget nyt. Templet blev rigere og større med tiden. Templet blev til over en periode på 2500 år. De ældste bygninger, man har fundet, er bygget af Seostris 1. (12. dynasti). Det samlede areal er på ca. 1,5 x 0,8 km, og består af:

 

Amon-templet (den centrale og største del, som der er offentlig adgang til)

Mut-templet (mod syd, oprindelig forbundet med hovedtemplet med en sfinx-allé) 

Montu-templet (mod nord, Montu var Thebens oprindelige gud).

 

Nærbillede af sfinkx

 

Den Store Forgård

 

En af søjlerne

 

Thutmosis 1.'s obelisk

 

Granit-skarabæen

Karnak- og Luxortemplet var forbundet med en sfinx-allé (den kan man se ved Luxor-templet), mens kanaler forbandt Amon-templet med Montu-templet og Nilen. Man brugte disse alléer og kanaler under religiøse fester, hvor præsterne førte gudestatuer fra et tempel til et andet.

 

Lige efter billetkontoret var Amons gamle kajplads, hvorfra hans statue sejlede mod Luxor, når der var Opet-fest. Dernæst kom man til en sfinx-allé, hvor alle sfinxer havde vædderhoved, fordi vædderen var Amons hellige dyr.

 

Napoleon har efterladt sin inskription på én af stenene nær indgangen, og vi fik den udpeget. Det kan du se under linket billedserier.

 

Den første pylon (ved indgangen) er Egyptens største, den er 113 m bred, 43 m høj og 5 m bred. Tårnet er ufuldendt, og pylonen er udekoreret. Blev bygget af Nektanebos 1. (380-362 f. Kr.)

 

I Den Store Forgård var Ramses 3.s tempel. Foran indgangen til dette tempel står en 15 m høj statue af Ramses 2. med en af sine døtre ved sin fod. Det siges, at templets døre var af pureste guld.

 

Der er også en række Osiris-statuer (som er symbolet på kongens genopstandelse) og relieffer af den årlige Amon-Min-fest. Midt i gården er der en papyrussøjle og et alter. Her finder man også Seti 2.s kapel.

 

Den Store Hypostylhal (søjlehallen) blev påbegyndt af Seti 1. og færdigbygget af Ramses 2. Her er der 134 søjler i 16 rækker. De midterste er 23 m høje og 15 m i omkreds, mens resten "kun" er 13 m høje.

 

Denne konstruktion gav plads til gittervinduer, så solens stråler kunne give lys i hallen. Nogle af tagstenene og gittervinduerne er bevaret, og man kan se rester af flotte, malede udsmykninger.

 

Øverst på søjlerne ser man Seti 1.s kartoucher, i midten kan man se kongen foran diverse guder i forskellige offerscener, og nederst Ramses 2.s kartoucher.

 

Hatshepsut fjernede en del af sin fars tag for at rejse to obelisker. Den ene af disse obelisker ligger på jorden, den anden står endnu.

 

Obelisken er 29, 6 m høj og lavet af en enkelt blok rød Aswan-granit. Den blev ifølge indskrifterne transporteret fra stenbruddene i Aswan og rejst i Karnak på kun syv måneder.

 

Hatshepsut har ladet en besked til eftertiden udhugge på obelisken:

 

"Hør I, som vil betragte dette monument i fremtiden, som vil tale om det, som jeg har skabt, og som vil sige: Jeg ved ikke hvorfor det blev gjort! Jeg gjorde det, fordi jeg ønskede at skænke dem som en gave til min fader, Amon."

 

Ved siden af Hapshetsuts obelisk står den 23 m høje Thutmosis 1.s obelisk. Oprindeligt havde han to obelisker, men kun den ene er bevaret stående.

 

I Hatshepsut-rummet kan man se velbevarede relieffer, der viser Thoth og Horus, der velsigner dronningen ved at overhælde hende med helligt vand, i form af ankh-tegn, som er symbolet på liv.

 

Der var direkte vandtilførsel fra Nilen til Den hellige Sø, som symboliserede urhavet Nun. Her foretog præsterne bl.a. deres renselsesritualer.

 

I det gamle Egypten var skarabæen solens symbol. Den var således symbolet på udødelighed og skabende kraft. - Hvis man gik rundt om skarabæen betød det lykke, eller man fik en ny kone, alt efter hvor mange gange man gik rundt. Jeg kan ikke huske antallet.

 

I dag siger man, at skarabæen bringer lykke, og man kan købe skarabæ-figurer alle vegne.

 

 

Nilen - set fra vores hotel

Frokost og papyrusinstituttet i Luxor

Efter en god pause og frokost i Luxor på et hotel lige ned til Nilen, fortsatte turen med et besøg på papyrusinstituttet i Luxor. Igen hørte vi om, hvordan man fremstiller papyrus, og så på forretningens mange papyrus-billeder. Udenfor var det næsten mere interessant, dér holdt rigtig mange kalecher, som bliver brugt som taxa.

 

Ved kaffetid ankom vi til Iberotel. Vi skulle bo på 4. sal med en vidunderlig udsigt over Nilen. I horisonten kunne vi se Kongernes dal på vestbredden. Vi sad på altanen en times tid og nød dette panorama. Det var skønt bare at slappe af og glo.

 

Luxor-templet

Et besøg i Luxor-templet var ikke automatisk med i turen. Men Kicki skulle guide sit selskab rundt dér, og vi var inviteret med (for egen regning). Der var ikke længere, end at vi kunne gå derhen fra hotellet, selv om den ene kaleche efter den anden tilbød sig med "I have a special price for you". Efterhånden forstod jeg godt, at man bliver irriteret over ikke at kunne gå i fred. Heldigvis var Luxor-templet ikke så stort og uoverskueligt som Karnak.

 

Sfinx-allé mellem Luxor og Karnak

 

Statuer af Ramses 2.

 

Nilbådene i Luxor

 

Det meste af det 260 m lange Luxor-tempel er bygget af de to konger Amenophis 3. og Ramses 2. Flere andre konger tilføjede nyt, især Tutankhamon, Horemheb og Aleksander den Store. Luxor-templet er også viet til den thebanske gudetriade Amon, Mut og Khons og dannede rammen om festlighederne under Opet-festen, som er den kongelige foryngelsesfest. Karnak-templet og Luxor-templet var forbundet med en sfinx-allé, og én gang om året førte man Amons statue i procession fra Karnak til Luxor.

 

Ved indgangen står en 25 m høj obelisk. En tilsvarende, som stod i den modsatte side, blev i 1829 foræret til Muhammad Ali Pasha, som gav den i takkegave til Frankrig for klokketårnet i Alabastermoskéen i Cairo. Obelisken står nu på Concorde-pladsen i Paris.

 

Abu el-Haggag moskéen er fra 1200-tallet. Døråbningen ses mange meter oppe, og viser gadeniveauet, da den blev bygget. Siden har man gravet ud og tømt templet for sand.

 

Abu el-Haggag døde i 1243 og blev gravsat i Luxor. Han regnes blandt Øvreegyptens største sheiker. Hvert år, to uger før ramadanen, holdes en fem dage lang religiøs folkefest (mulid) til minde om ham. Både føres i procession gennem Luxors gader, næsten som under Opet-festen i det gamle Egypten.

(Det vil jeg gerne opleve engang .....)

 

En aften i Luxor

Efter Luxor-templet skulle vi et smut ned på én af Nil-krydstogt-bådene, hvor Kicki var guide. Hun skulle skifte til privat tøj, og derefter skulle vi alle fem ud at spise et eller andet sted i byen. At krydse den trafikerede hovedgade var ikke noget, jeg brød mig om. Man blev nødt til at vove sig ud mellem bilerne skridt for skridt.

 

Nil-bådene lå tæt og side om side. Man kunne gå fra den ene videre til den næste, og på hver båd stod en vagt ved indgangen. Vi skulle til den yderste. Hver båd var et flydende hotel med reception, spisested og værelser. Det viste sig, at vi kom på et gunstigt tidspunkt, for vi skulle lægge fra land et kvarters tid, så én af de andre både kunne sejle ud, den skulle til Aswan. Det var en god oplevelse at få en mini-tur på Nilen i mørke. Luxor var rigtig flot med alle sine lys.

 

Aftenbøn i en moské i Luxor

Alle forretninger har åbent om aftenen, så først gik vi lidt rundt i byen. John skulle forny sit kort til mobilen. I Vodafone kunne han ikke få det rigtige kort, til gengæld havde de det i forretningen overfor. Der var beskidt i de små gader, mange taxaer tilbød os at køre. Gående, cyklister, æselkærrer og ikke mindst kalecher fyldte godt. I moskéen var der aftenbøn for åben dør.

 

Til sidst hyrede vi en taxa. Inden turen aftalte Kicki en pris. Hvis ikke man aftaler prisen på forhånd, risikerer man at blive kørt rundt i én uendelighed og kommer til at bøde et større beløb. Taxaen var møjbeskidt, ingen nakkestøtter og ingen sikkerhedsseler, og den kørte stærkt. Efter en god middag og et kvarters søvn vågnede jeg og skulle kaste op. Turistmaven igen, igen! Nok en pille og mange små mundfulde vand hjalp dog. Herefter mærkede jeg ikke mere til dårlig mave.

 

MANDAG 2.1.2006

 

Øst- og vestbredden

Øst- og vestbredden af Nilen er to vidt forskellige verdener, det var de også i oldtiden. Dengang havde man de levendes by med de store gudetempler på østbredden, og de dødes by med faraonernes dybe klippegrave på vestbredden.

 

På østbredden var hundredvis af mennesker ansat i templerne, hvor der var aktivitet fra morgen til aften. Farao boede i byen flere gange om året, især ved religiøse fester. Man boede i huse af soltørret lersten, og i de smalle gader var der mange små forretninger og værksteder. Der var støvet, varmt og hektisk - ligesom i dag.

 

På vestbredden havde håndværkerne travlt med at udhugge gravkamre i klipperne til faraonerne, deres familie og embedsmænd, samt opføre templer til minde om faraonerne. Håndværkerne og kunstnere, som udhuggede og dekorerede gravene til kongerne, boede i landsbyen Deir el-Medina i en lille dal mellem bjergene. I deres fritid anlagde de også grave til sig selv. Dem kan man se som små huller i klipperne.

 

Qurna

 

Memnon-kolosserne

Alle begivenheder blev noteret på potteskår, stenflager eller papyrus, derfor ved vi i dag så meget om livet på vestbredden i oldtidens Egypten. Selv om vagter holdt udkig med gravrøvere, blev der plyndret meget allerede i oldtiden.

 

Landsbyen Qurna ligger ovenpå de gamle grave, og før i tiden solgte de lokale ud af gravgodset. I dag tjener mange af familierne penge ved at fremstille og sælge alabastvarer til turisterne, der er mange alabast-fabrikker omkring landsbyen.

 

Kongernes Dal

Inden man kommer til Kongernes Dal ses de to 18 m høje Memnonkolosser. Disse statuer flankerede indgangen til Amenophis 3.s dødetempel. Det var sandsynligvis dødebyens mest imponerende bygningsværk, men det meste af templet er vasket bort af Nilens årlige oversvømmelser.

 

Selv om statuerne bærer navnet Memnon-kolosserne, forestiller de Amenophis. Navnet stammer fra en gammel myte, hvor det fortælles, at ca. 27 e. Kr. var der et jordskælv, som gav en revne i den nordlige statue. Der lød herefter en pibende lyd fra statuen, og man mente, at Memnon hilste på sin mor Eos (morgenrøden), når hun viste sig på morgenhimlen.

 

Knap 200 år senere blev revnen repareret, og lydene stoppede. På statuens sokler er der "grafitti", som blev lavet i antikken.

 

Kongernes Dal

 

Tutankhamons gravkammer

 

Der findes to store gravområder i to bjergdale, nemlig Kongernes Dal og Dronningernes Dal. Her er konger og dronninger fra især Ny Rige (1550-1070 f. Kr.) begravet. Man valgte stedet pga. den pyramideformede top, da man mente, at man så var nærmere guderne.

 

Klippegravene ligger tæt (der er omkring 64), og der er hele tiden nye udgravninger igang. Det skifter lidt, hvilke grave man kan komme ind og se, en måde at skåne gravkamrene på. Der er også lidt for enhver smag, de nemt tilgængelige (for de dovne), hvor gangen indtil gravkammeret er kort, og besværlige og stejle gange for den med Indiana Jones i blodet.

 

Kendetegnende for gravkamrene er de mange farvestrålende dekorationer og indskrifter. Man taber mælet, så flot er det lavet. Desværre forbudt at fotografere i gravkamrene!!

 

Vi var inde og se fire gravkamre i Kongernes Dal. Billetten gav adgang til frit at vælge 3 gravkamre, og hver gang man skulle ind, blev et hjørne revet af billetten. I et af gravkamrene var der en egypter, som fortalte om alle billederne på væggene. Han ville dog ha' penge for det, så jeg stak ham 1 pund.

 

Man skulle betale ekstra for at komme ind i Tutankhamons gravkammer, det var ret dyrt, 70 egyptiske pund. Den høje pris var for at beskytte gravkammeret mod alt for mange besøgende.

 

Tut-Ankh-Amon var kun ca. 7 år, da han blev konge. Ved fødslen fik han navnet Tut-Ankh-Aten efter Akhenaten (oprindeligt Amenophis 4), også kaldet "kætterkongen", fordi han afskaffede alle de kendte egyptiske guder og gudinder - han skiftede fra Amon til Aten. Efter Akhenatens død gik man tilbage til de gamle guder (Amon), derfor blev Aten skiftet ud med Amon i Tut-Anks's navn. Lidt forvirrende .....ja!!

 

Tut-Ankh-Amon døde ca. 18 år gammel, og man mener, at hans gravkammer på det tidspunkt slet ikke var færdigt, derfor er det ikke særlig stort. Stensarkofagen og den yderste mumiekiste med Tutankhamons medtagede mumie står i gravkammeret, mens alle hans mange skatte kan ses på Det Egyptiske Museum i Cairo.

 

Hatshepsuts dødetempel - Deir el-Bahari

Hatshepsuts dødetempel

 

Velbevarede indskrifter

 

Håndværkernes gravkamre

 

Ligger lige på den anden side af Kongernes Dal, dvs. man kan godt gå over bjerget ad små stier. Templet er bygget ind i bjergsiden, et imponerende terrasseanlæg, der er forbundet med skrånende ramper og med mange søjler og statuer. På oldegyptisk kaldes det "Det mest strålende af alle".

 

Hatshepsut var farao i det 18. dynasti og datter af Tuthmosis 1. og Ahmose. Hun var en af Egyptens få kvindelige faraoer og udråbte sig selv efter sin far, fordi alle hendes ægte brødre var døde. Hun blev gift med sin halvbror Tuthmosis 2.

 

Det siges, at Hatshepsut klædte sig som en mand, hun bar et falsk skæg, og at hun lod sine bejlere dræbe og begrave i dødetemplet. Den nyeste forskning antyder, at hendes søn Senmut er identisk med Biblens Moses.

Hatshepsut havde en stedsøn, Tuthmosis 3. som hadede hende. Da hun døde, ødelagde han meget af det, hun havde fået lavet.

 

Jeg synes, der er mange forskellige modstridende årstal og beretninger om Hatshepsuts liv og gerninger, hvilket fascinerer mig, gør mig endnu mere nysgerrig. De meget smukke og velbevarede indskrifter og hieroglyffer fascinerede mig også meget. Jeg kunne godt tænke mig at vide endnu mere og lære alle tegnenes betydning.

 

Rundt omkring på bjergets sider så man mange små huller. Det er håndværkernes egne gravkamre, som de lavede til sig selv. 

 

I 1997 blev 60 turister dræbt på tempelpladsen ved et terrorangreb. Siden er sikkerheden blevet øget i Egypten, så turismen har de bedste vilkår i dag. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale at opleve antikkens Egypten og det egyptiske folk i dag.

 

Sejltur på Nilen

Herfra lød bønnen kl. 15

Først fik vi frokost ombord på skibet, dernæst en 2-timers sejltur.

 

Verden stod stille, imens vi langsomt gled ned ad Nilen. Vi sad i den ene ende af båden, i skyggen under halvtaget og med vanddunken fremme.

 

Jeg forestillede mig det gamle Egypten, landskabet kom automatisk forbi hele tiden. En mark på østbredden, hvor magre køer gik og græssede, og mine tanker gik til undervisningen i kristendomskundskab. Afbrudt af en højttaler på vestbredden, hvor bønnen gjaldede ud over det hele kl. 15.

 

Bazaren i Luxor

Vi havde ca. 1½ time til de sidste indkøb, en tur på café eller hvad vi måtte ønske at bruge tiden til, inden vi skulle mødes igen og køre tilbage til Luxor i konvoj.

 

Bazaren i Luxor

 

Jeg ville gerne i bazaren, se på skarabæer, bælter og tørklæder. Der var fx skarabæer både i alabast og kalksten, og sikkert også en masse uægte materiale imellem. Et sted lå alle varerne i én stor rodebunke, møjbeskidte og støvede. Der var mange spændende statuer imellem, men vi kunne ikke prutte os til en acceptabel pris, så vi forlod biksen.

 

Et andet sted lå en flere meter høj bunke affald side om side med forretningerne. Her gik et par børn og sorterede / samlede op. Jeg ville ha' taget et foto, men straks man stopper op og kigger på noget, kommer disse pågående sælgere i bazaren og vil præsentere én eller anden vare. Hvis man ikke svarer på deres "I have a special price for you", lyder det straks "where do you come from". Ignorerer man også det, begynder de med gætterier. "Do you come from Germany?", eller hvad de foreslår. Det er ikke lige mig at skulle være både døv og blind, når jeg kigger på varer. Det endte med, jeg slet ikke købte noget i bazaren i Luxor.

 

I stedet gik vi ned på havnen, hvor der også er bazar og små caféer. Her købte jeg en sandwich, som jeg kunne spise til aftensmad, for der var ikke mulighed for at købe mad på turen hjem. Der ville være et stop med 20 minutters pause, hvor vi kunne købe drikkevarer, slik og chips.

 

Efter en lang og drøj hjemtur var vi endelig i El Gouna kl. 23.30. Mellem Hurghada og El Gouna kørte bussen mere end stærkt. Der var kun få passagerer tilbage, som skulle helt til El Gouna, så buschaufføren gav den gas på motorvejen, dvs. han kørte 135 km/t.

 

TIRSDAG 3.1.2006

 

Farvel til Egypten

Solopgang ved syvtiden

 

Farvel til Egypten

 

Det var både vemodigt og et smukt syn at sidde denne morgenstund på balkonen og nyde solopgangen. Nu havde vi lige vænnet os til Egypten, følte os en lille smule fortrolige med at rejse rundt, nød varmen, den blå himmel og det meget lys om dagen. Nød at blive guidet af John og være sammen med ham.

 

Samtidigt glædede vi os også til at komme hjem til vores familie, til den danske mad og de danske butikker. Vi glædede os til at fortælle om alle vores oplevelser i Egypten.

 

Der var god tid til morgenmad, til at pakke. Ikke så meget at huske på, alt skulle jo med hjem. Mere et spørgsmål om at ha' det rigtige tøj på og med i håndbagagen, for vi vidste, der var sne og frost i Danmark.

 

Kufferterne skulle sættes udenfor vores dør senest kl. 10, hvorefter hotelpersonalet sørgede for, at de blev bragt ud til bussen, som skulle køre os til Hurghada ved 11-tiden. Formiddagen gik mest med at drysse omkring og vente.

 

John kørte transfer, og kunne således følge os til lufthavnen, hvor Kicki også mødte op. Hun havde en gave med til hver af os, en T-shirt med vores navn skrevet med hieroglyffer.

 

En UFORGLEMMELIG og oplevelsesrig uge var slut!

Hanne Thoms, DK 6070 Christiansfeld, © Copyright 2006