Forside        Vandreoplevelser        Billedserier        Her er Gendarmstien

ETAPE 10

Dynt Strand

Vemmingbund

Viemose

Skanse I på Dybbøl Banke

Aftensmad i Sønderborg



Mellem Dynt og Vemmingbund


Dynt Strand


Mellem Dynt og Vemmingbund


Vemmingbund Strand


Vemmingbund Strand


Mellem Vemmingbund og Viemose


Viemose


Dybbøl Banke


Ruinerne af krudtmagasinet


Skanse I - set fra Gendarmstien


Dybbøl Banke


OX-EN Steakhouse

 

Onsdag d. 1. juli 2015: Dynt Strand-Sønderborg

 

Sommer, sol, strand og marker prægede denne tur. En frisk vind sørgede for, at det var behageligt at vandre. Dagens højdepunkter var en dukkert i Vemmingbund & udendørs aftensmad på OX-EN Steakhouse i Sønderborg med udsigt til havnepromenaden.

 

Af Hanne Thoms.

 

Vi startede dagens vandring fra P-pladsen ved Gammelmark Strandcamping, som ligger ved Dynt Strand. På vores oversigtskort kunne vi se, at dagens etape det meste af vejen ville foregå langs stranden. Derfor var vi spændte på, hvad der ventede os.

 

Mellem Dynt Strand og Sønderborg var der kun én mulighed for at mødes med vores ledsagerbil, nemlig ved stranden i Vemmingbund. Et oplagt sted at holde kaffepause sammen og få en dukkert i anledning af det gode sommervejr.

 

Mellem Dynt og Vemmingbund

 

Mellem Dynt og Vemmingbund

 

En dukkert i Vemmingbund

Der er smukt ved Dynt Strand

Heldigvis var det kun mellem Dynt Strand og Vemming-bund, at vi skulle gå i strandsand. Med bare tæer i sandaler var der ind imellem brug for at "rense tæer", til gengæld behageligt med luft til fødderne. 

 

Først var Gendarmstien en markvej hen over strandengen, indtil vi igen så gendarmskiltet: "Gendarmstien fortsætter langs stranden. God tur." Det der med god tur varslede udfordringer, tænkte jeg.

 

På dette tidspunkt mødte vi 3 unge knægte med fuld oppakning, og vi fik en lille snak med dem. De var startet i Sønderborg.

 

Således kunne vi udveksle erfaringer om terrænet langs stranden. De fortalte, at der lå en væltet træstamme lige før den næste by (Vemmingbund). Her skulle man ud i vandet i strandkanten for at komme forbi (dejligt med bare tæer i sandaler). Vi fortalte om den udfordrende, stenede strand mellem Kobbelskov og Kragesand. Dette glædede de sig til.

 

Nogle steder var det meget fugtigt, og jeg undgik da heller ikke at få lidt våde sandaler. De tørrede dog hurtigt igen. Træstammen var ikke så besværlig som forventet. Den var meget lille og tynd, og det var med at være hurtig mellem bølgeskvulpene, eller gå med bare tæer.

 

Kaffepause i Vemmingbund

I Vemmingbund havde vores ledsagerbil fundet en P-plads ved stranden, hvor der var bord og bænk. Et rigtig dejligt sted at mødes og holde kaffepause. Jeg nød den lune og friske brise og solens varme stråler.

 

På forhånd havde vi aftalt, at min mor skulle ha' badetøj med, hun længtes sådan efter en dukkert i havet. I lang tid har hun snakket om det, og nu havde hun muligheden. Hun benyttede den & NØD det rigtig meget!

 

Vemmingbund og krigen i 1864

Vemmingbund er navnet på bugten mellem Broagerland og Sundeved, men også navnet på den lille by, som nu ligger langs stranden. I dag ånder her fred og idyl med mange sommerhuse, men i 1864 lå det danske panserskib Rolf Krake ofte i Vemmingbund, hvor fra deres kanonkugler kunne nå over til Broagerland og ramme de tre prøjsiske stillinger ved Gammelmark og Dynt Strand. Desuden skulle Rolf Krake forhindre, at prøjserne sejlede over bugten i mindre både.

 

I det lange løb formåede panserskibet ikke at forsvare danskerne mod de prøjsiske stillinger på Broagerland, og skibet havde heller ikke held til at forhindre stormangrebet d. 18. april 1864.

 

De prøjsiske kanonbatterier på Broagerland rakte over Vemmingbund og kunne dermed forvolde voldsom skade på de danske skanser på Dybbøl Banke. Fx tog det 13 sekunder for en prøjsisk granat at nå til Skanse II på Dybbøl Banke. Den danske udkigspost brugte de første 10 sekunder til at bestemme granatens retning. Hvis den havde retning mod Skanse II, brølede han "Broager! DÆK". Herefter var der 3 sekunder til at søge i dækning.

 

Viemose er et øde, idyllisk sted

Allerede for enden af Vemmingbund Strand fortsætter Gendarmstien mellem skrænterne ned til stranden og langs med markerne. Dette giver en noget behageligere gang og et højere tempo. 

 

 

Svaner i Viemose

Viemose er en lille idyllisk sø på en eng mellem Vemming-bund og Dybbøl Banke. Her så vi et svanepar med små, grå ællinger.

 

Ved Viemose plejer der at være en del grågæs, gråænder og viber. Stedet er også godt, hvis man vil iagttage vadefugle.

 

I nærheden af Viemose var der også en meget primitiv overnatningsplads med borde og bænke samt en bålplads, dog ingen vand eller toiletforhold. Græsset var ret nyslået, men pladsen var meget ujævn og humplet.

 

Informationstavlen beskrev bl.a., at man kunne overnatte to nætter her uden at søge tilladelse på forhånd. Desuden måtte man gerne samle brænde på stranden.

 

Man kan ikke køre i bil hertil. Den eneste mulighed for at komme til denne overnatningsplads er ved at gå med Gendarmstien, så kommer man automatisk forbi.

 

Skanse I på Dybbøl Banke

På dagens etape af Gendarmstien kunne vi det meste af tiden se Dybbøl Banke, som i 1864 var skueplads for "Slaget ved Dybbøl", et slag der endte katastrofalt for Danmark. Indbyggertallet blev reduceret fra 2,6 til 1,6 mill., fordi Danmark med ét mistede 2/5 af landet.

 

Den danske hær lå i skanserne ved Dybbøl. Gendarmstien fører tæt forbi Skanse I, som var den yderste skanse på venstre fløj, ned mod Vemmingbund. Skanse I var bygget til 6 kanoner og skulle sikre strand- og kystterrænet langs Vemmingbund. Den var lukket med en vold og en grav med palisade, og var indrettet med et betonstøbt krudtmagasin og et mindre blokhus.

 

Skanse I lå dog for lavt til, at de danske soldater kunne tage kampen op mod prøjserne på Broagerland. Men skansen var stærkt udsat for beskydning.

 

Prøjserne stormede og vandt 18. april 1864

Om morgenen d. 18. april 1864 var Skanse I og de tilstødende løbegrave bemandet med 250-300 mand, men kun én kanon kunne bruges. Efter 6 timers artilleribeskydning startede den prøjsiske invasion mod Skanse I kl. 10. Ca. 1000 prøjsere angreb, og en del af dem omringede skansen, som faldt efter en kort kamp. Her mistede prøjserne 55 døde og sårede, danskerne omtrent lige så mange døde.

 

I løbet af 1½ time faldt alle 10 danske skanser på Dybbøl Banke. Der deltog 5.000 trætte, danske soldater i skanserne, skyttegravene og området bag skanserne. Der var yderligere 6.000 i reserve bag ved frontlinjen. Prøjserne havde 37.000 friske og veludrustede soldater.

 

Tabstallene var også ulige fordelt. Danskerne havde et tab på 4.821 mand (dræbte, sårede, tilfangetagne og savnede), mens prøjserne kun havde et tab på 1.201 mand (dræbte og sårede, ingen savnede).  

 

I dag ligner 'Skanse I' en fredfyldt mark

Man skal være lidt opmærksom og nysgerrig for at få øje på Skanse I, når man passerer her. Et stykke inde på marken står et ensomt træ, og i nærheden kan man fra Gendarmstien se en informationstavle.

 

Kommer man tættere på, kan man se, at skansens indre omrids er markeret med lyse beton-kantsten. Ved siden af træet ser man ruinerne af krudtmagasinet.

 

En græssti fører 1 km mod nord, hvor man kommer forbi alle skanserne på Dybbøl Banke. Ikke noget vi havde lyst til. I det hele taget var det en mærkelig fornemmelse at tænke på, at der her i disse fredfyldte og idylliske omgivelser har fundet så forfærdelige nedslagtninger sted.

 

Aftensmad på havnepromenaden i Sønderborg

Fra Dybbøl Banke tog det ½ times tid at nå frem til Sundgade i Sønderborg, det er på Sundeved-siden. På denne strækning mødte vi nogle enkelte. Et ungt par var med raske skridt på vej ned til stranden. De havde forplejning med, men opgav at forcere skrænten, indrettede sig i stedet for på en bænk med havudsigt over Vemmingbund og Broagerland. Et andet ungt par havde fuld lastet trækvogn med og var på vej mod vest.

 

I det fjerne kunne vi se Dybbøl Mølle, og snart også Sønderborg. Ellers var det markvej med smukke planter og blomster, hvor bl.a valmuen blomstrede. 

 

Vi mødtes med vores ledsagerbil på P-pladsen i Sundgade, lige overfor Sønderborg Slot. Nu skulle vi så finde ud af, hvor vi ville spise aftensmad. Det var der delte meninger om. Jens' mor ville gerne gi' aftensmad på Pizza Planet i Åbenrå, jeg ville gerne finde en fortovscafé i Sønderborg, helst med udsigt til vandet.

 

Skæbnen gav os en uforglemmelig kulinarisk oplevelse

Først ringede vi for at bestille mad i Åbenrå, så det var klar, når vi kom. Men det viste sig, at de havde lukket denne dag. Den restaurant, vi derefter udsøgte os i Sønderborg, havde ikke P-plads lige ved siden af, så af tilfældige grunde endte vi ved Sønderborg Slot og havnepromenaden.

 

Valget faldt nu på OX-EN Steakhouse, hvor der efter kort ventetid var et udendørs bord til os. Her fik vi den dejligste oksemørbrad af australsk kødkvæg og en yderst velsmagende mørk øl.

 

Jens og jeg mindedes, da vi i julen 2008 sad på "Den Anker" på Waterfront i Cape Town. De har sommer, når vi har vinter og omvendt. Dengang nød vi sommer og sol og det udendørs caféliv. At sidde udenfor på OX-EN Steakhouse med udsigt til havnepromenaden føltes rigtig meget som at sidde i Cape Town. "Selv om det bare var Als".         

 

Vandreoplevelser     Næste etape 

 

 


 

Hanne Thoms, DK 6070 Christiansfeld, © Copyright 2015