Forside       Her var vi       Rejseoplevelser       Billedserier

LISSABON

Udrejse

Hotel Mundial i Lissabon

Praça do Comercio

Sao Jorge

Belém

Praça Rossio

Santa Justa elevatoren

Sejltur på Tejo floden

Oceanarium

SINTRA

Palácio Nacional da Pena

Sintra

Palácio National de Sintra

Palácio de Quelez

MIDT-PORTUGAL

Lejebil og motorvejs-afgifter

Obidos middelalderby

Alcobaça kloster

Nazaré og havudsigt

Fatima & pilgrimskatedral

Batalha kloster

Vilar Seco herregård

PORTO

Grande Hotel do Porto

Rundt i Porto

Sejltur på Douro floden

Calem portvin

NORD-PORTUGAL

Guimarães

Bom Jesus ved Braga

Barcelos

EVORA

Megalitico dos Almendres

Kork-ege

Évora

Templet i Evora

Sao Fransciska kirken

Knoglekapellet

Bom Jesus ved Braga

 

Klar til Tejo

 

Rossio

 

Gårdhave på hotel Mundial

 

En sulten kat på Sao Jorge

 

Vores lejebil

 

Husk at hive en billet

 

Fotostop

 

Hamborg lufthavn

 

Lissabon

 

Praça do Comércio

 

Sporvogn

 

Sao Jorge i baggrunden

 

Sao Jorge

 

Lissabon

 

Praça da Figueira

 

Marquês de Pombal monumentet

 

Jerónimos klostret

 

Parken ved Jerónimos klostret

 

Henrik Søfarendes monument

 

Havnepromenaden

 

Snydt af en lystbådehavn

 

Belémtårnet

 

Maden og stedet fik 0 stjerner

 

Minibussen til Sintra

 

Have og cafeteria ved indgangen

 

Pena slottet

 

Pena slottet

 

Diset vejr ved Pena slottet

 

Sintra

 

Sintra

 

Palácio Nacional de Sintra

 

Svanernes værelse

 

Skadernes værelse

 

Palácio de Quelez

 

Palácio de Quelez

 

Aftensmad i Lissabon

 

Springvand på Rossio

 

Statuen af Dom Pedro IV

 

Santa Justa elevatoren

 

På vej til Praça do Comércio

 

Frokost på Praça do Comércio

 

Sejltur på Tejo

 

Olispo Tour

 

Lissabons Oceanarium

 

AVIS lejebil

 

Motorvejen nord for Lissabon

 

Óbidos

 

Óbidos

 

Óbidos

 

Ginja i chokoladekop

 

 

Moisteiro de Santa Maria

 

Loftet i kirken

 

Kongernes sal

 

Kongernes sal

 

Klosterhaven

 

Nazaré

 

Mylder i Nazaré

 

Nazaré

 

Hotel Santa Maria i Fátima

 

Fonte Fria i Fátima

 

Den store pilgrimsplads

 

Der tændes vokslys

 

Pilgrim på knæ

 

Jomfru Maria

 

Batalha kloster

 

Batalha kloster

 

Til minde om faldne soldater

 

Grande Hotel do Porto

 

Parkeringshuset i Porto

 

Aftensmad i Porto

 

Porto, en sidegade til vores hotel

 

Santo Ildefonso

 

Clérigos Tower

 

Porto ved Douro floden

 

Porto bådtur

 

Luiz I fra 1886

 

São João fra 1991

 

Freixo broen fra 1995

 

Havnekajen i Porto

 

Calem

 

Calem portvin

 

Aftensmad på hotellet

 

På vej til Guimarães

 

På vej til Guimarães

 

Bom Jesus ved Braga

 

Rideture kunne købes

 

Bom Jesus ved Braga

 

Bom Jesus ved Braga

 

Torvet i Barcelos

 

Igreja do Senhor da Cruz

 

Igreja do Senhor da Cruz

 

Buffet på hotellet

 

Porto

 

Pause i Espinho

 

Fotostop mellem Aveiro og Viseu

 

Vigeplads og fotostop

 

Vilar Seco

 

Værelse med kamin

 

Købmandsbutikken

 

Udsigt fra altanen

 

Opholdsstuen

 

Swimmingpool på herregården

 

På vej til Lissabon

 

Vasco da Gama broen

 

Leonor fortæller om Almendres

 

En brudekjole af kork

 

Domkirken Sé

 

Èvora

 

Torvepladsen i Évora

 

Fontænen på torvepladsen

 

Vinsmagning i Èvora

 

São Francisco kirken

 

Knoglekapellet

 

Café og kage

 

Ved 25.4. broen og Christo Rei

 

Lissabon

 

Lissabon lufthavn

 

 

Rejseoplevelser i Portugal

 

Portugal har en fantastisk smuk og varieret natur, lige fra det flade Alentejo med de mange korkege til det bjergrige fyrretræsområde midt i landet. Og i mange byer må man regne med glatte brostensbelagte fortove og stejle gader. 

 

Af Hanne Thoms  

 

Solar Ponces de Carvalho

 

Indgangen til byens supermarked

Et uovertruffet hotel midt i Portugal

I nærheden af Nelas, i den lille landsby Vilar Seco har Fátima og Carlos indrettet et hotel Solar Ponces de Carvalho i deres familieejede herregård. Hotellet er indrettet med originale møbler og inventar fra 1800-tallet, og der er en smuk have med labyrinter og en swimmingpool med liggepladser.

 

Værtsparret er de mest hjertelige, hjælpsomme og gæstfrie hotel-ejere, jeg nogensinde har mødt. De formår både at involvere sig i deres gæster og give plads til privatliv.

 

Der er simpelthen bare WAUU. Man føler sig som grever og baroner i disse omgivelser. Værelserne er enormt rummelige og har også moderne faciliteter (fx tv, el, elkedel, hårtørrer og gratis, hurtigt Wi-Fi). Prisen pr. nat er kun 72 € (540 kr.) - det er mere end fuld valuta for pengene.

 

Et unikt sted, hvor jeg rigtig gerne vil overnatte i længere tid i fremtiden og udforske omegnen nærmere, for det nåede vi ikke denne gang.

 

Værtsparret har mange tips til seværdigheder og oplevelser, som kun de lokale kender til. Uden deres hjælp havde jeg ikke fundet indgangen til byens købmandsbutik. Den var skjult bag et bambusforhæng.

 

Internet tilbydes på forskellig måde

Der er stor forskel fra hotel til hotel mht. hvordan internet tilbydes. På hotel Mundial i Lissabon kunne man købe password til 1 time, 2 timer, 24 timer, 48 timer eller 72 timer. Forudsat at de havde kort hjemme til det, og det kneb det med til de mange timer, så dér skulle man sikre sig, hvad de kunne tilbyde, som virkede, inden man købte noget. Forbruget blev afregnet efter antal gåede timer, ikke forbrug af tid på internet.

 

I Porto kunne man købe et 24 timers kort, hvor der blev afregnet efter forbrug af tid, altså kun hvert log in på internet talte, det var billigere på denne måde. I Fatima og Vilar Seco var internet gratis og hurtigt Wi-Fi.

 

Kun ét af vores hotelværelser havde elkedel

Heldigvis havde vi selv en elkedel og Nescafé med, for kun på herregården i Vilar Seco var der elkedel og te- & kaffebreve på værelset. Her var der også en 1½ l's flaske gratis vand. De andre steder, vi boede, havde dog minibar. Den kan man jo vælge til eller fra, som man lyster.

 

Sommer og sol i Lissabon

Portugal har et meget behageligt klima

Det regner sjældent i juli måned, og de mange solskinstimer er balsam for sjælen. Mange morgener starter med dis, som fordamper op ad dagen. Selv om det er varmt om dagen (vi oplevede mellem 25 - 37 grader), føles det koldt om aftenen, hvor man får brug for en varm trøje. Til gengæld ikke nødvendigt med strømper eller lange bukser.

 

Den lave luftfugtighed er en sand fornøjelse, når kroppen har vænnet sig til det. Den første uge løb mine øjne konstant i vand, sikkert øjets måde at kompensere for den lave luftfugtighed (ned til 40 %).

 

Men også pga. hotellernes store forbrug af parfumerede rengøringsmidler, det rev og sved. Godt jeg havde øjendråber med, det lindrede.

 

Temperaturerne om natten faldt til ca. 20 grader udenfor, og pga. aircondition på hotellernes værelser frøs jeg om natten og måtte ha' et ekstra tæppe på (der var ekstra forsyninger i deres skabe). Dette var en bedre løsning end at slukke for aircondition, for så blev der for varmt til at sove.

 

Hjemløse og tiggere præger de store byer

Der er mange tiggere i de store byer, især dem som tigger efter cigaretter. Når vi sad på en café eller bænk og røg, så kom de og tiggede. Vi lærte hurtigt at ha' vores cigaretpakke i tasken eller lommen og ryste på hovedet. Der var også mange gadesælgere, der plagede for at sælge fx roser, solbriller eller andet skrammel.

 

Hjemløs i Lissabon

Da vi den første feriedag ankom med lufthavnsbussen til Rossio pladsen i Lissabon og holdt hvil på en bænk (med vores kufferter og al bagage), inden vi ville fortsætte gåturen til vores hotel Mundial, fortalte nogle lokale mænd på gebrokkent engelsk og mest portugisisk, at vi skulle være opmærksomme på tiggerne. Hvis de havde held til at tigge noget, var de hurtige til at sætte en streg på kufferten/tasken med tusch, så deres venner vidste, at her kunne de tigge sig frem til profit.

 

På Rossio-pladsen i Lissabon var der også nogle hjemløse, som lå og sov på en rist. Nogen bare sådan, andre med noget pap over sig. De havde lagt sig på en rist, hvorfra der kom varme op. Den sidste aften i Lissabon så vi en hjemløs sætte sig ned og skide på et stk. pap nær ved den fortovscafé, hvor vi spiste. Tjeneren var dog hurtig til at piste ham væk.  

 

Portugals rygepolitik er underlig

Porto gågade

 

Buler og ridser i lakken

 

Husk at hive en billet

 

En korkeg på alder med Jens

 

Egentlig ligner deres rygepolitik den lovgivning, vi kender i Danmark og sikkert resten af verden. Men portugiserne er godt nok ikke gode til at bruge de offentlige askebægre, som står rundt omkring. De smider rask væk deres skodder på fortovene. Et sandt svineri at gøre rent efter.

 

Det er dog nemmere at finde hoteller, hvor man godt må ryge på værelset. I Porto var det ikke muligt på Grande Hotel do Porto, et meget gammelt hotel midt i gågaden, hvor rygning på værelset sikkert ville betyde en øget brandfare. Her havde de dog indrettet en bar = rygerum i stueetagen og havde en tagterrasse, hvor der også måtte ryges. Så selv om deres rygepolitik er mest muligt forbud, omgås de det i vid udstrækning.

 

Et MUST med den rigtige bilforsikring

Vi tegnede en ekstra kaskoforsikring med en selvrisiko på 1200 kr., så vi var dækket ind, hvis vi lavede buler og ridser eller selv kom til skade. Det var klogt, for Jens kom uheldigvis til at strejfe en mur i en meget smal gade i Porto. Der skete ikke noget med os, men den højre side på bilen fik godt nok en bule og mange ridser.

 

Hiv en billet ved motorvejs betalingsstederne

Udlejningsfirmaet AVIS (lige ved siden af vores hotel Mundial i Lissabon) fortalte os, at det var en fordel med en Motorvejs-Bizz (at sammenligne med vores danske BroBizz), for så kunne vi køre lige igennem betalingsstederne og afregne ved aflevering af bilen.

 

Men sådan gik det ikke. Første gang vi kørte på motorvejen, igennem det grønne lys og uden at hive en billet, gik det meget godt, indtil vi skulle betale for at forlade motorvejen. Der forlangte de en bøde på 50 €, fordi vi ikke havde en billet. Sur ekstra udgift og en lærestreg.

 

Dette lærte os at gemme Motorvejs-Bizzen langt ad vejen og huske at hive en billet, hver gang vi kørte på motorvejen. Vise billet og betale når vi forlod motorvejen. Da vi afleverede bilen, var der afregnet, for vi havde jo selv betalt undervejs.

 

Motorvejene i Midt-Portugal er "tomme"

Vi snakkede en del om, at det er mærkeligt, så mange gode veje / motorveje de bygger i Portugal, når landet fattes penge. Rigtig mange gange kørte vi i følge GPS'en på en hovedvej, som ikke kunne identificeres, fordi vi kørte på en nyetableret motorvej, der endnu ikke var registreret. Og her var der næsten ingen trafik.

 

De kører stærkt i Portugal

Og JA, jeg har også kørt bil i Portugal, både motorvej, landevej og serpentiner-veje. Men bortset fra Lissabon, så var der færre biler, end jeg er vant til i Danmark. På landevejene og serpentiner-vejene ville de lokale dog helst køre stærkere, end jeg ville. Der var jeg flittig bruger af hold ind til siden og lade de hurtigkørende passere. Så kunne jeg også benytte lejligheden til stå ud af bilen og tage et foto.

 

Kork-ege i Alentejo

Mellem Lissabon og Evora er der rigtig mange plantager med korkege. Så langt øjet rækker ser man disse træer. Vores guide Leonor fortalte, at træerne er 25 år gamle, før der bliver høstet første gang. Derefter fjernes korkbarken hvert 7.-8. år.

 

Der skrives efterfølgende et tal på barken, det år man har høstet, og så ved man hvornår næste høst skal ske.

 

Portugals historie har jeg tidligere beskrevet her: Læs mere

 

Mandag 8. juli 2013 - Udrejse

 

Behagelig køretur til Hamborg, uden kø. Dejligt ikke at skulle op midt om natten, rart at køre formiddag og flyve til middag. Vi forventede at kunne hæve Euro i lufthavnen, men hverken deres hæveautomat eller veksle-butik ville godkende vores VISA kort. Til gengæld kunne man godt bruge Mastercard. Det gjorde os lidt usikre, for hvordan ville det virke i Portugal?. Der var ingen problemer med at bruge VISA.

 

Vi var heldige i Hamborg lufthavn, for ved vores gate var der et rygerum. Selv om vi havde købt flybilletterne d. 1. januar (altså ½ halvt år i forvejen) kom vi til at sidde adskilt i flyet, det undrer mig meget. Det er ikke godt nok af flyselskabet TAP Portugal.

 

Udenfor lufthavnen i Lissabon holdt der både mange taxaer og lufthavnsbusser. Turen med bus til Rossio-pladsen varede ca. 20 min, og her lå vores hotel 'lige rundt om hjørnet'. Vi valgte dog først et stop på Rossio-pladsen, sidde på en bænk og nyde solen og kigge os omkring. Og noget af det første, der mødte os, var tiggerne. Men der var også nogle lokale mænd, som var samlet. De prøvede på et gebrokkent engelsk og mest portugisisk at advare os mod tiggerne i byen. Hvis man gav dem penge eller cigaretter, var de hurtige til at sætte en streg på kufferten, et signal til vennerne om, at her var der gevinst.

 

Hotel Mundial i Lissabon

Hotel Mundial ligger centralt i centrum

Hotel Mundial ligger tæt på Rossio og Praça da Figueira, hvorfra mange sporvogne og busser kører. Her var der også mange fortovscafeer og butikker. Værelserne på hotellet var rummelige og pænt indrettet, og med aircondition. Rygning var tilladt.

 

Vi valgte at spise aftensmad i hotellets restaurant og fik den kulinariske erfaring, at når man har bestilt sin mad og drikkevarer, så diskes der automatisk op med en forret. Spiser man forretten (starters), skal man betale. Afviser man, koster det ikke.

 

Hotellet krævede betaling for internet, 72 timer (3 døgn) kostede 15 €, og forbindelsen var meget hurtig.

 

Om aftenen var det koldt, jeg frøs. Det kom bag på mig, at man kan fryse ved ned til 24 grader. Jeg fortrød, at jeg ikke havde taget en varm trøje med. Heldigvis havde de ekstra tæpper i skabene på værelset, så jeg klarede mig.

 

Tirsdag 9. juli 2013 - Sao Jorge i Lissabon

  

En meget, meget varm dag med masser af sol. Ca. 37 grader ved 17-tiden.

 

Hotellet havde en dejlig morgenbuffet med masser af gode morgenmadsprodukter. Man kunne ikke selv vælge plads, men stod i kø og fik anvist, hvor man skulle sidde.

 

Praça do Comércio

Praça do Comércio

Det med at rekvirere en taxa behøvede vi ikke at spekulere på. De holdt udenfor hotellet døgnet rundt. Dejligt at kigge på hinanden og aftale, om vi ville gå eller køres til næste destination. Denne dag valgte vi en taxa til Praça do Comercio. Her starter nogle af tour-busserne, og vil ville købe en to dages billet til hop on / hop of med bus og sporvogn.

 

Før jordskælvet i 1755 lå kongepaladset her, og stedet hed Terreiro do Paço (slotspladsen). I dag er der regeringskontorer. Midt på den store plads er der en rytterstatue af kong José 1. Bronzehesten tramper på slanger. Mod nord en triumfbue som fører ud til Rua Augusta og Baixa-kvarteret.

 

Den 1. februar 1908 blev kong Carlos og hans søn Luis Felipe myrdet, da de var på vej over pladsen, og i 1974 var pladsen ramme om opstanden, der førte til diktaturet fald.

 

I januar 2001 åbnedes Lissabons velkomstcenter med turistinformation, galleri, restauranter og butikker i det nordvestlige hjørne. I pladsens modsatte hjørne findes Lissabons ældste restaurant Martinho da Arcada

 

Borgen São Jorge

Efter en forholdsvis kort tur stoppede sporvognen ved Sao Jorge. Dvs. der var ca. 300 m at gå til borgen. Første stop var et udsigtspunkt lige over for holdestedet. Herfra var der en kanon udsigt over Tejofloden.

 

Så gik det stejlt op ad, og både gader og fortove var belagt med glatte brosten. Undervejs havde vi pit-stop, hvor vi iagttog det, som tilfældigvis skete ved en 'vejspærring'. I denne gade var der en stolpe, som kunne aktiveres og sænkes via betaling, så bilerne kunne passere. Men den virkede bare ikke optimalt. Rigtig mange måtte tilkalde hjælp via et kaldeanlæg, vente og vente, - det var sjovt og komisk at sidde og kigge på.

 

Sao Jorge

São Jorge borgen var oprindeligt romernes, dernæst vestgoternes og maurernes bjergfæstning. Efter at kong Afonso Henriques havde generobret Lissabon fra maurerne i 1147, ombyggede han deres fæstning til residens for Portugals konger.

 

I 1511 byggede Manuel 1. et palads på Praça do Comércio. Herefter brugte man borgen til teater, fængsel og våbendepot.

 

Efter jordskælvet i 1755 lå borgen i ruiner indtil 1938, hvor Salazar startede genopbygningen af middelalder murene og udvidede området med en park.

 

En sulten kat

Cardhu

 

Fra borgen er der en storslået udsigt ud over Tejo-floden og Lissabon. Inde midt i det hele er der både en restaurant og en café. Her er også et museum med gratis adgang. Rundt omkring i parken er der masser af bænke, hvor man kan sidde og nyde udsigten.

 

Vi spiste frokost i den udendørs café. Her var der mange påfugle og ulækre, vilde katte. En af kattene hoppede op på et tomt bord, hvor der var madrester. Meget underholdende, men også yderst ulækkert.

 

Sidst på eftermiddagen forsatte vi turen rundt med sporvognen og stod af på Praça da Figueira, nær ved vores hotel.

 

På vej til hotellet kom vi forbi en fortovscafé (som hurtigt blev vores yndlingssted), og her fik vi en fadøl og cardhu (det er en fantastisk god whisky). Fantastisk at sidde i 37 graders varme, i skyggen, og nyde alt det, som tilfældigt flød forbi vores øjne.

 

Aftensmaden valgte vi at spise på en restaurant overfor hotel Mundial. Her fik vi bl.a. en salat, der smagte af barndom og gamle dage, så lækkert og velsmagende.

 

Onsdag 10. juli 2013 - Belém i Lissabon

 

Efter morgenmaden gik vi de 100 m fra hotellet til Praça da Figueira. Her startede bussen til Belém. Vi var de første, som ankom, og det lagde billetsælgeren mærke til. Selv om vi ikke mængede os i køen, men holdt os tilbage (der var jo masser af tid og plads), så blev vi trukket frem og fik lov til at stige på bussen som de første.

 

Twin towers i Lissabon

Bussen kørte først nordpå, forbi monumentet for Marquês de Pombal, derefter rundt i forretningskvarteret, hvor vi så Lissabons twin-towers. På vej mod sydvest kom vi bl.a. forbi tyrefægterarenaen og parlamentet. Derefter kørte vi langs Tejo floden, mod vest til Belém.

 

Her stod vi af ved Jerónimos klostret. Det ligger tæt på Henrik Søfarerens monument og Belémtårnet. Et område vi brugte resten af formiddagen og eftermiddagen til at nyde.

 

Vi startede med en kaffepause på en café for enden af klosteret, hvor der også var både et maritimt og et arkæologisk museum. Men ikke noget vi ville ind og se.

 

Jerónimos klostret

Et gensyn med Jerónimos klostret

Jeg synes, det var rigtig spændende at gense Jerónimos klostret. Var der i 2006 på en guidet tur med min søn John, som dengang var guide hos Star Tour. Nu kunne Jens og jeg så nyde herlighederne sammen.

 

Jerónimos klostret er et monument over Portugals storhedstid på verdenshavene og blev bygget i manuelinsk stil (overgangsstilen mellem gotisk og renæssance).

 

Byggeriet er overvejende finansieret af "peberpenge", dvs. en skat pålagt handlen med krydderier, smykkesten og guld.

 

Kong Manuel 1. påbegyndte byggeriet i 1502 efter Vasco da Gamas hjemkomst fra sin rejse til Indien. Klostret er opkaldt efter kongens skytshelgen, den hellige Jerónimos af Betlehem.

 

Hovedindgangen til den 92 m lange Santa Maria-kirke vender ud mod Tejo-floden og har mange småfigurer og maritime motiver. Øverst ses en lille statue af Henrik Søfareren, der kigger ud over kajen, hvorfra hans skibe sejlede.

 

Vasco da Gamas sarkofag

Indenfor i kirken fortsætter den manuelinske stil. Her finder man søfareren Vasco da Gamas og digteren Luís de Camões's sarkofager.

 

Vasco da Gamas sarkofag er udsmykket med Kristusordenens kors.

 

Camões skrev om Vasco da Gamas bedrifter i sit store epos Os Lusiadas. Hans sarkofag er udsmykket med en laurbærkrans, men Camões ligger begravet i en anonym fællesgrav.

 

I alt findes ca. 30 kongelige sarkofager i kirken, alle anbragt på små marmorelefanter.

 

Klostergården ved siden af kirken er bygget i to etager med spinkle søjler, snævre arkader og en rislende fontæne, en blanding af gotisk, manuelinsk og renæssance.

 

Jerónimos klostret ligger tæt på Henrik Søfarerens Monument og Belémtårnet, selve bydelen kaldes også Belém.

 

Sommer i Belém

Også et gensyn med to svenskere

Dagen i forvejen havde vi mødt et par, mens vi sad og fik en cardhu på Praça da Figueira. Dér havde de tilbudt at fotografere os sammen, og det var vellykket. På vej til Henrik Søfarerens monument mødte vi dem igen.

 

Det opdagede jeg bare ikke i første omgang. For der var så mange sælgere (tiggere), der ville sælge solbriller, tørklæder og hvad ved jeg.

 

Så da en mand spurgte, om han skulle tage et foto af os, strittede jeg imod, indtil det gik op for mig, at ham kendte vi godt.

 

Vi faldt nu i snak, og det viste sig, at de kom fra Sverige. Så kunne vi kommunikere på vore modersmål i stedet for engelsk.

 

Henrik Søfarerens monument

Fra Jerónimos klostret kan man både se og gå ned til dette monument. En tunnel fører én sikkert under den meget trafikerede vej.

 

Henrik Søfareren (1394-1460) var søn af kong João 1. Han sejlede ikke selv, men lagde grunden til Portugals opdagelsesrejser i 14-1500 tallet. I Sagres på den yderste sydvestlige spids af Portugal grundlagde Henrik Søfareren en søfartsskole, hvor de bedste astronomer, skibsbyggere, kartografer og sømænd blev uddannet.

 

Som leder af den velhavende Kristusorden og guvernør for Algarve kunne Henrik Søfareren finansiere ekspeditioner langs Afrikas vestkyst. Han var opsat på at vide, hvad der var på den anden side af de Kanariske øer og Kap Bojador (det vestlige Sahara).

 

I 1960 på 500 års dagen for Henrik Søfarerens død blev der rejst et monument for ham ved Tejo-floden. Monumentet er formet som stævnen på en af de karaveller, Vasco da Gama sejlede med på sine opdagelsesrejser.

 

Forrest i skibets front står Henrik Søfareren og kigger efter nye opdagelser, bag ham alle den tids store personligheder, bl.a. kong Manuel 1. med en himmelglobus og digteren Camões med et eksemplar af Os Lusiadas.

 

Marmormosaik

Foran monumentet er der en kæmpe marmormosaik, som forestiller et kompas og et kort over verden med de opdagelsesrejsendes ruter.

 

I 1419 indtog portugisiske karaveller Madeira, i 1427 Açorerne, og da Henrik Søfareren døde i 1460 var man i fuld gang med at erobre langs Afrikas vestkyst. Allerede 20 år før hans død solgte portugiserne negerslaver i Europa. Slavehandlen blev forbudt ved lov i 1850.

 

Promenaden langs Tejo er fantastisk

Det var en fantastisk gåtur fra Henrik Søfarerens monument og til Belémtårnet.

 

Mod nord kunne man se hele facaden på Jerónimos klostret. Mod sydøst var der udsigt til 25. april broen og Christo Rei. Og mod vest Belémtårnet.

 

Frokost ved Tejo

Frokost og siesta i skønne omgivelser

Undervejs var der flere spisesteder. Således fandt vi et herligt sted til frokost og siesta, med den flotteste udsigt over både Tejo floden, Henrik Søfarendes monument og Belémtårnet. Vi gav os god tid, bare sidde og nyde maden og udsigten. Og jeg havde uden tvivl den bedste siddeplads.

 

Vi blev snydt

Det sjoveste var bagefter, at det så ud som om, at man kunne gå direkte langs Tejo til Belémtårnet. Men der blev vi snydt. Der var en lille bugt, som førte ind til en lystbådehavn. Derfor blev strækningen lidt længere end forventet.

 

Udsigten fra Belémtårnet

Flot udsigt fra Belémtårnet 

Jens ville ikke med op i Belémtårnet, så dér fornøjede jeg mig på egen hånd. Undervejs op og ned var der signaler, grønt lys når man måtte gå og rødt, når man skulle vente. En god måde at give plads på.

 

Fra toppen var der en kanon udsigt, og selvfølgelig var det også bagefter fristende at dyppe tæerne i strandkanten, det var dejlig lunt.

 

Belémtårnet blev bygget i 1515-21 som en fæstning midt i flodmundingen på en flad basaltklippe. Dengang nåede floden næsten helt ind til Jerónimos klostret, men i 1800-tallet indvandt man land på nord bredden af Tejo og floden blev smallere.

 

Belémtårnet er bygget i manuelinsk stil med stenkniplinger, balkoner og små vagttårne. Fra 1580-1828 blev tårnet brugt som statsfængsel.

 

Praça da Figueira

Sidst på eftermiddagen tog vi bussen tilbage til Lissabon centrum og blev sat af på Praça da Figueira.

 

En træls tjener

Aftensmaden valgte vi på en fortovscafe nær hotellet. Det blev en træls oplevelse, for tjeneren var mere end pågående og maden dårligt tilberedt, så dér kom vi ikke igen! Og han fik ingen drikkepenge.

 

Til gengæld nød vi resten af aftenen på hotellets tagterrasse, hvor vi fik den dejligste irske kaffe og nød den pragtfulde udsigt.

 

Torsdag 11. juli 2013 - Sintra & paladser

 

Billetkontor på Praça do Comércio

Hjemmefra havde vi booket en guidet tur til Sintra. Den foregik i en minibus, hvor vi var 11 deltagere. Turen startede ved 10-tiden fra Praça do Comercio, og efter morgenmaden tog vi en taxa hertil. På Praça do Comercio var der et billet kontor, hvor vi fik vores udskrevne reservation/booking vekslet til billetter.

 

Turen fra Lissabon til Sintra tog ½ times tid, og det sidste stykke vej op til Pena slottet var med serpentiner veje og meget diset vejr. Den storslåede udsigt var simpelthen gemt i tågebanker. Det var lidt ærgerligt, for jeg havde glædet mig til at kunne se vidt omkring. Men sådan skulle det ikke være.

 

Shuttlebussen til Pena slottet

Da vi kom til indgangen, skulle vi først gå op ad en stejl brostensbelagt vej for at komme med en shuttle bus op til slottet. Jens valgte at blive ved indgangen, hvor der både var cafeteria og en smuk have at se. Her kom vi andre til gengæld ikke. Og ganske fint at kunne se fotos fra de steder, man ikke selv var, men hvor den anden befandt sig.

 

Palácio Nacional da Pena

Pena slottet ligger på en bakke ovenfor byen Sintra, og det ligner mest af alt et Tornerose slot. Slottet er bygget i mange forskellige stilarter, og det er tydeligt at se, at det bærer præg af forskellige perioder.

 

Pena slottet

I middelalderen blev der på dette sted bygget et kapel, dedikeret til Vor Frue af Pena. I 1493 var kong John 2. på pilgrimsrejse hertil sammen med sin hustru dronning Leonor. Hans efterfølger kong Manuel 1. var også meget glad for stedet og sørgede for, at der blev opført et kloster, som blev doneret af ordenen St. Jerome. Pena blev et roligt sted for meditation, og der boede højst 18 munke. 

 

Et lynnedslag beskadigede klostret alvorligt i det 18. årh., men det store jordskælv i 1755 lagde det meste af klostret i ruiner. Kapellet med storslåede værker af marmor og alabast led ikke særlig skade.

 

Pena slottet

I midten af 1800 tallet besluttede Ferdinand 2. at omdanne resterne af klostret til et palads, der skulle være sommerresidens for den portugisiske kongefamilie. Han valgte, at der bl.a. skulle være hvælvede buer og samtidig indgå middelalder og mauriske elementer.

 

Efter Ferdinands død, solgte hans 2. kone Elisa Hensler slottet til kong Luis, som brugte det flittigt til familien. I 1889 blev Pena købt af den portugisiske stat, og efter revolutionen i 1910 blev slottet et nationalt monument og museum. Portugals sidste dronning (Amélia) tilbragte sin sidste sidste nat på dette slot, inden hun forlod landet i eksil.

 

Solur med en kanon

På kongens terrasse var der et solur med en kanon. Når solens stråler ramte kl. 12, blev der affyret et skud. Så vidste alle i omegnen, hvad klokken var.

 

I dag kan man undres over og nyde de mange forskellige stilarter, det højt beliggende sted, hvor der mest af alt er dis og ringe udsigt. Vi var i hvert fald ikke heldige med at kunne se vidt omkring.

 

Da vi skulle ned, var der lang ventetid med shuttle bussen, så guiden fik os overtalt til at gå ned. En tur på kun 7 min., og det var super med lidt motion.

 

Sintra by

Frokostpause

Her var der frokostpause i byens centrum / gamle bydel i et par timer. Lige overfor Palacio National de Sintra, hvor vi skulle mødes bagefter.

 

Fra byens centrum var der stejle gader op, med mange caféer og butikker i de smalle gyder. En af gaderne førte til et sted, hvor der var en kanon udsigt over byen.

 

Sintra har altid været et eftertragtet sted at besøge. Danmarks berømte forfatter H. C. Andersen besøgte Sintra i 1866 og boede nogen måneder hos vennen og bankmanden Jorge O'Neil.

 

 

Sintra

I middelalderen var Sintra berømt for sine klostre. Senere blev byen et yndet opholdssted for de portugisiske konger og adelige, som gennem tiden efter det store jordskælv i 1755 byggede mange slotte og palæ'er i og omkring Sintra. Nu er der omkring 26.000 fastboende indbyggere i Sintra. 

 

Byen Sintra er udnævnt til UNESCO World Heritage Site på grund af sin arkitektur, og her er der fem paladser og et slot.

 

Der er også konstant mange turister i Sintra. Således sad der en flok danskere ved siden af vores frokostbord, og det var ganske fornøjeligt at være anonyme og forstå alt.

 

Palácio Nacional de Sintra

Palácio National de Sintra

Ligger i Sintras centrum og er det bedst bevarede portugisiske kongeslot fra middelalderen. Slottet blev bygget i det 14. årh. og er dekoreret med smukke keramiske fliser.

 

Palácio Nacional de Sintra var den portugisiske kongefamilies foretrukne sommerresidens fra det 15. årh. indtil 1880. De foretrak at bo her om sommeren, fordi temperaturen er flere grader køligere end i Lissabon. Da Portugal blev en republik i 1910, blev slottet et nationalt monument.

 

Slottets historie går tilbage til det 10. årh. Dengang havde maurerne herredømmet i dette område og byggede et palads. I 1147, under den kristne generobring, erobrede Dom Afonso Henriques Sintra fra maurerne og besatte slottet, som nu fik navnet Palácio de Oliva. 

 

Meget af det, vi i dag kan se, stammer tilbage fra 1385, da kong João 1. bestilte en komplet ombygning af slottet. Først i 1600-tallet startede kong Manuel 1. en gennemgribende renovering, der blev finansieret af de rigdomme, som de opdagelsesrejsende førte med til Portugal. Samtidig blev slottet udvidet med en kombination af Mudéjar og Manueline stilarter.

 

Det mest iøjnefaldende på bygningen er de to store skorstene, som blev bygget i det 14. årh. for at holde køkkenet røgfrit. Disse skorstene kan ses flere kilometer væk. Man formoder, at der blev holdt store banketter på slottet, hvilket nødvendiggjorde de store skorstene.

 

Palácio Nacional de Sintra

Indvendigt finder man de storslåede azulejos i mange af værelserne. Disse stammer fra det 14.-18. årh., og der er bevaret nogle autentiske Mudéjar Azulejos med mauriske, geometriske motiver.

 

De ældste værelser på slottet omgiver den centrale gårdsplads. Det er Sala dos Àrabes (Arabernes værelse), som er dekoreret med indviklede motiver og azulejos, Sala dos Cisnes (Svanernes værelse) med et storslået loft udsmykket med svaner - og Sala das Pegas (Skadernes værelse), hvor 136 skader hver holder en rose og en rulle med ordene 'Por BEM' (for god).

 

Sala das Pegas (Skadernes værelse)

Der findes flere forskellige historier om udsmykningen i dette værelse. Den ene fortæller, at kongen troede, at kvinderne ved hoffet snakkede som ravne.

 

En anden siger, at kongen førte sig frem overfor én af hofdamerne ved at give hende en rose bag hans kones ryg (dronning Philippa). En skade snuppede rosen, og kongen blev taget på fersk gerning og undskyldte sig med ordene 'Por BEM' (for god). For at undgå sladder bestilte kongen et maleri af en skade for hver hofdame. Andre historier fortæller, at kongen blev taget i at kysse én af hofdamerne.

 

Sala das Brasões (Våbenskjoldenes værelse)

Dette værelse fra det 16. årh. har et sekskantet loft udsmykket med malerier af hjorte og våbenskjolde fra 72 adelige familier. Væggene er dekoreret med blå og hvide azulejos fra det 18. årh.

 

Palácio de Quelez

Palácio de Quelez

Dette slot er en af de sidste store rokoko bygninger i Europa. Påbegyndt i 1747. Selv om det er meget mindre, bliver det ofte sammenlignet med Versailles.

 

Det var meningen, at det skulle være en sommer-residens for Dom Pedro af Braganza og hans hustru dronning Maria 1. (som var hans niece). Men efter hans død i 1786, blev det et diskret sted for Maria at opholde sig, da hun blev 'sindssyg' efter hans død. 

 

Efter at Ajuda Paladset brændte i 1794, blev Palácio de Quelez det officielle bosted for den portugisiske prins John VI og hans familie, indtil den kongelige familie flygtede til Brasilien i 1807. 

 

Palácio de Quelez

Fra 1826 mistede slottet lige så stille støtten fra de kongelige, og i 1908 blev det statens eje. Efter en omfattende brand i 1934, blev slottet restaureret og er i dag en stor turistattraktion.

 

En af slottets fløje, Dona Maria, bygget 1785 - 1792, er nu det sted, hvor man holder middage for udenlandske prominente besøgende. Fx har Nelson Mandela været gæst her.

 

I dette lokale kan man også se en udstilling af de mange medbragte gaver.

 

En fantastisk guide

Det var bestemt en spændende dag og tur, og en meget informativ guide, som havde evnen til at snakke både portugisisk, spansk og engelsk.

 

Hele tiden var han bevidst om, hvor hans turister var, og hvilket sprog han lige skulle tale til dem der stod nærmest. Kan slet ikke huske alt det, han fortalte, og i hvert fald blev vi mættet med slotte et stykke tid.

 

Aftenhygge på vores stamcafé i Lissabon

Turen sluttede tæt på vores hotel. Vi blev hængende på vores stamcafé på Praça da Figueira. Der fik vi en rigtig god snak med tjeneren Bruno og aftensmad bagefter. Han kom fra Azorerne og ville gerne ha' sit eget på fastlandet. Men allerførst rundt i Europa. Gerne Tyskland. Vi ønsker ham held og lykke.

 

Fredag 12. juli 2013 - Santa Justa elevatoren og Tejo floden

 

På vej til Rossio

Vores planer var en gåtur til Santa Justa elevatoren, derefter videre til Praça do Comércio, frokost et godt sted på ruten, og til sidst en sejltur på Tejo floden. Vores eneste deadline var, at båden sejlede kl. 15.

 

Fra hotel Mundial fører en sidegade direkte til Praça de D. Pedro IV, også kaldet Rossio pladsen. Her holdt vi en kigge pause, inden vi fortsatte.

 

Pladsens officielle navn er Praça Dom Pedro IV, hvilket de lokale aldrig har accepteret. De kalder stedet for Rossio, nærmest at forklare som det danske udtryk fælleden. De fleste bygninger omkring Rossio stammer fra genopbygningen efter det store jordskælv i Lissabon i 1755.

 

Praça de D. Pedro IV = Rossio

Siden middelalderen har Rossio været et vigtigt torv, og dengang blev det ofte brugt til henrettelser.

 

Midt på pladsen er der en statue af Dom Pedro IV, den blev opført i 1874. Ved foden af statuen er der fire kvindelige figurer, der repræsenterer retfærdighed, visdom, styrke og mådehold. Egenskaber der tilskrives Dom Pedro selv.

 

Fliserne på Rossio pladsen er lagt på en sådan måde, at det ser ud, som om de bølger, men de er plane. Meget fascinerende at fordybe sig i.

 

Santa Justa elevatoren

Gangbroen ud til Largo do Carmo

Santa Justa elevatoren ligger lige syd for Rossio og blev bygget i 1902 af den franske arkitekt Raul Mesnier du Ponsard, som var elev af Gustave Eiffel (ham der byggede Eiffeltårnet). Tårnet er af støbejern, pyntet med filigranmønstre.

 

Elevatoren, som kan rumme 25 personer ad gangen, forbinder to gadeniveauer, idet gaden Largo do Carmo ligger 32 m højere end gaden Rua de Santa Justa.

 

Fra elevatorens top er der en gangbro ud til Largo do Carmo. Øverst i tårnet er der også en udsigtsplatform og café.

 

Udsigten fra elevatoren

Santa Justa elevatoren ligger i Lissabons gamle centrum, Baixa, med de retvinklede gader, som var resultatet af Pombals genopbygning af Lissabon efter jordskælvet i 1755.

 

Der var en kanon udsigt fra toppen, men ikke et sted jeg brød mig om at være. Så et hurtigt kig, tage nogle fotos og ned igen. Det med højder....

 

Vel nede igen satte vi os på en fortovscafé overfor elevatoren og nød en kop kaffe, imens musikanter spillede (og tiggede penge).

 

Ved 12-tiden fortsatte vi mod Praça do Comércio, her kom der nogle enkelte regndråber i meget kort tid. Vi kom forbi flere butikker, hvor man kunne købe en madpakke, men valgte at se tiden an, og det var godt.

 

På Praça do Comércio lå der flere spændende spisesteder, men inden vi fik frokost, gik jeg de 200 m videre til Terreiro do Paço for at købe billetter til sejlturen. Imens ventede Jens på Praça do Comércio.

 

Frokost på Praça do Comércio

Billetsælgeren var en ung mand, som jeg faldt i snak med omkring rejsemål og oplevelser. Han var især misundelig over, at jeg havde været i Egypten, set pyramiderne i Giza og Kongernes Dal i Luxor, dér ville han også gerne hen engang.

 

Da jeg bad om 1 voksen og 1 senior billet, tilbød han to senior billetter, uden dokumentation, og jeg blev glad for at spare 5 €.

 

Der lå en italiensk restaurant på Praça do Comércio, og dér holdt vi siesta og spiste den dejligste frokost. Herligt med god tid og nyde.

 

Også rart at vide, at der kun var 5 minutters gang til det sted på havnekajen, hvor turbåden sejlede fra.  

 

 

2½ times sejltur på Tejo floden

Mødestedet på havnekajen

Først sejlede vi mod øst, hvor der bl.a. var udsigt til Sao Jorge, katedraler, Expo 1998, Oceanium og Vasco da Gama broen. På vejen tilbage mod vest var der udsigt til Christo Rei, 25. april broen, Henrik Søfarendes monument, Jeronimos klosteret og Belemtårnet, inden turen gik tilbage til Terreiro do Paço.

 

En rigtig dejlig sejltur, hvor vi fik alt sat i perspektiv.

Klik her og se billeder fra turen.

 

Herefter tog vi en taxa til hotellet. Inden aftensmaden på hotellet var vi en tur på vores stamcafé på Praça da Figueira.

 

Lørdag 13. juli 2013 - Lissabons Oceanarium

 

Samtidig med en tur til Lissabons Oceanarium kunne vi tage en busrute (Olispo Tour, violet farve), der bragte os forbi steder i det østlige Lissabon, som vi ikke havde set.

 

Lissabons Oceanarium ligger i Parque des Nações (messeområdet for Expo 98), og det er det største indendørs akvarium i Europa. Her findes en stor samling af fugle, pattedyr, fisk og andre organismer, som hører havet til. I alt ca. 16.000 individer af 450 forskellige arter.

 

Det vigtigste udstillingsområde består af en 1000 m2 stor tank med fire 49 m2 store akryl vinduer på siderne, hvorfra man kan iagttage de mange forskellige fisk, fra oven og fra neden, efterhånden som man kom frem. Omkring 100 arter fra hele verden findes i denne tank, og den vigtigste er klumpfisken, som kræver en helt speciel pleje.

 

Havoddere

 

Der er også udstillinger, som viser flora og fauna fra den nordatlantiske kyst og den arktiske kystlinje, de tempererede Pacific tangskove og de tropiske indiske koralrev. Klik her og se billeder fra Oceanarium.

 

Noget af det, jeg synes var sjovest, var havodderne der hele tiden pudsede deres pelse og rullede rundt i vandet. Og så at gå over glas, hvor der svømmede skildpadder nedenunder.

 

Bagefter fik vi frokost på en café på Oceanariet, inden vi fortsatte busturen tilbage til Lissabons centrum, hvor vi nød aftenen og aftensmaden i Rossio kvarteret, som vi boede tæt på.

 

Søndag 14. juli 2013 - Òbidos, Alcobaça, Nazaré, Fatima

 

Lige ved siden af hotel Mundial i Lissabon havde AVIS et biludlejningskontor. Det kunne ikke være nemmere. I god tid havde vi kontaktet dem og aftalt vilkårene. Bl.a. en kasko forsikring, der kostede 120  € og medførte en selvrisiko på kun 1200 kr. (noget vi senere fik gavn af på hjemturen fra Porto, da vi lavede buler og skrammer i bilen).

 

AVIS anbefalede også, at vi fik en motorvejsbizz, så vi slap for at trække billetter og holde og betale på motorvejsbetalingsvejene. Med en sådan motorvejsbizz kunne man køre lige igennem de grønne lys, og udlejningsfirmaet lagde pengene ud. Afregning ved aflevering af bilen. Vi lærte noget andet. Det virkede ikke.

 

 

Husk at trække en billet

Vi fik en bøde

Første gang, vi kørte på en betalingsvej, valgte vi det grønne lys og kørte lige igennem. Da vi skulle forlade motorvejen var der "at betale".

 

Det foregik ved at vise en billet fra startstedet, og uden denne billet (som vi ikke havde) var det enten parkere bilen og gå de 50 km tilbage efter en billet, eller betale en bøde på 50 €. Vi valgte det sidste! 

 

Husk at trække en billet

Og besluttede så at gemme motorvejsbizzen langt væk og trække en billet, hver gang vi kørte på en betalingsvej. Det virkede perfekt på resten af turen. Ved aflevering af bilen fik vi heldigvis ikke nogen ekstra regninger.

 

Middelalderbyen Óbidos

Hovedgaden i Óbidos

Óbidos er en meget spændende middelalderby, som ligger på en bjergtop godt 80 km nord for Lissabon. Byen har ca. 3000 indbyggere. På toppen af bjerget er der en borg, der kan ses på lang afstand, og byen ligger inden for borgmuren, som man kan gå rundt på.

 

Navnet Óbidos er latinsk og betyder borg eller citadel. Romerne, visigoterne og maurerne har præget byen, indtil den blev taget tilbage uden kamp i 1148.

 

Flere gange har Óbidos været kongens medgift eller bryllupsgave til portugisiske dronninger. I den forbindelse blev byen frisket op med nye bygninger. Derfor kan man se en blanding af forskellige stilarter.

 

Akvædukten i Óbidos

Noget af det første, man lægger mærke til, når man standser ved byens store parkeringsplads, er en 3 km lang akvædukt. Den stammer fra 1500-tallet og havde til formål at forsyne byens fontæner.

 

Det er fantastisk at gå igennem de meget smalle og brostensbelagte gader, se de gamle og velplejede huse fra middelalderen.

 

I hovedgaden ligger den ene forretning og café ved siden af den anden, indrettet i de gamle huse. Her fandt vi et dejligt sted til frokost og siesta. Den eneste ulempe var, at der var mange fluer.

 

Igreja de Santa Maria

Óbidos største kirke Igreja de Santa Maria har igennem årene været både et visigotisk tempel, en maurisk moske og derefter en katolsk kirke.

 

Indvendigt er kirken udsmykket med azulejos og har malerier af den berømte maler Josefina de Óbidos fra det 17. årh.

 

Kirken er også berømt for at være den kirke, hvor 10 årige Afonso V blev gift med sin 8 årige kusine Isabel i 1445.

 

Ved siden af kirken ligger der et museum på det sted, hvor den tidligere byret og fangekælder var.

 

Ginjalikør i en chokoladekop smager himmelsk

Det er et MUST at smage en Ginja, som er en velsmagende likør lavet af Ginja bær.

 

Jeg fik den serveret i en lille chokoladekop, lige til at spise bagefter. Hele herligheden kostede 1 €.

 

Håndværkere i Óbidos

 

Alcobaça

 

Der er forretninger i Òbidos, som udlejer middelaldertøj. Således så vi flere gå rundt i disse dragter.

 

Rundt omkring sad der også en del håndværkere og lavede middelalderting, fx flettede blomsterkranse og halskæder. Disse ting kunne man købe.

 

Inde på selve borgen var der et middelaldermarked, men dér skulle man betale for at komme ind, - vi var der ikke. Fandt ud af at man sagtens kan bruge en hel dag i Òbidos.

 

Moisteiro de Santa Maria de Alcobaça

Dette kloster ligger i Alcobaça, ½ times kørsel nord for Óbidos og byen har navn efter floderne Alcoa og Baça, som løber sammen her. Alcobaça har ca. 6000 indbyggere og er mest kendt for dette berømte middelalderkloster.

 

Klostret blev grundlagt af Portugals første konge Dom Alfonso Henriques i 1152 for at give plads til munkene af Cistercienserordenen. Dette var en del af den politik, der havde til formål at kolonisere de områder, portugiserne havde erobret fra maurerne. Meningen var også at udvikle landbruget og få folk til at blive på landet.

 

Det enormt store og meget overvældende kloster blev bygget af kalksten fra omegnen. I hver sten har håndværkerne indgraveret deres symbol, som man gjorde dengang. Klostret er bygget i tidlig gotisk stil, men facaden blev senere ombygget i barokstil.

 

Alcobaça klosterkirke

Kirken er den største i Portugal

Selve skibet er 106 m lang og 22 m bred. Det 20 m høje og buede loft bliver støttet af 26 søjler. Der er ikke dekorationer og figurer, fordi Cisterciensermunkenes bestemmelser var sådan.

 

I slutningen af 1300-tallet blev klostret udvidet med Claustro do Silencio (stilhedens kloster) og 400 år senere med Sala dos Reis (kongernes sal), hvor der højt oppe på væggene er statuer af næsten alle Portugals konger. Nogle enkelte af dem mangler hovedet.

 

Kærlighedsdramaet mellem Pedro I og Inês

En del portugisiske konger fra det første dynasti har deres gravsted i klostret. De to mest berømte er kong Pedro I og hans hustru Inês de Castro, som sikkert repræsenterer det største kærlighedsdrama i Portugals historie.

 

Inês sarkofag

Mens kronprins Pedro var forlovet med Constança Manuel af Kastilien, blev Inês de Castro fra Kastilien ansat som hofdame for Constança i 1328. Dronning Constança døde i 1345, men allerede før hendes død havde Pedro et kærlighedsforhold til Inês. Efter Constanças død giftede Pedro sig i al hemmelighed med Inês, og de fik fire børn sammen.

 

Brylluppet var hemmeligt, fordi Pedros far, kong Afonso IV, var imod forholdet af politiske grunde. Der var fare for at bringe Portugals selvstændighed i fare, fordi der blandt flygtningene fra borgerkrigen mellem Peter 1. af Kastilien og hans halvbror Henrik af Trastamara fandtes adelige familier, som var vant til at ha' magt.

 

Da Inês blev kronprins Pedros elskerinde voksede deres magt til fordel for Pedro. To af Inês's brødre forsøgte desuden at få kronprins Pedro til at tage magten i Kastilien.

 

Pedros sarkofag

Kong Afonso IV sendte derfor Inês til klostret Santa Clara i Coimbra. Det lykkedes dog kronprins Pedro at besøge hende, trods faderens advarsler. Derfor besluttede kongen i 1355, at Inês skulle dræbes af 3 af rigets adelige og kongens trofaste støtter.

 

Pedro gjorde oprør mod sin far. Han plyndrede hele regionen mellem Douro- og Minhofloden, men nåede at blive forsonet med faderen, før hans død i 1357.

 

Efter at Pedro nu blev konge, fik han udleveret to af morderne og henrettede dem selv på den mest pinefulde måde. Han erklærede, at Inês havde været hans retsmæssige hustru og dermed skulle anses som dronning.

 

Inês blev herefter taget op af sin grav og flyttet til klostret i Alcobaça kloster. Pedro I døde i 1367 og blev bisat i et gravsted ved siden af Inês. 

 

Fantastisk udsigt i Nazaré

Vi havde læst, at der i Nazaré skulle være en helt fantastisk udsigt over Atlanterhavet, og fra Alcobaça var der kun ½ times kørsel hertil. Måske vi kunne spise aftensmad her.

 

Nazaré er også kendt som en lille fiskerby med gamle træbåde i farverne blå, rød og grøn, kombineret med hvidt, og her trækker man stadig bådene op på stranden med håndkraft.

 

Nazaré og udsigt til tovbanen

 

Nazaré

 

Jeg havde ikke forestillet mig, at der var overfyldt med turister på dette sted. Troede mere det var et stille sted med panorama. Det var lidt svært at finde rundt, fordi der var mere end fyldt med biler og mennesker, man kunne ikke holde ind nogen steder, sådan lige i farten.

 

I første omgang bragte vejen os ganske tilfældigt ned til stranden, som vi kørte meget langsomt langs med, fordi der var mange biler. Her var der også masser af fortovscaféer og masser af mennesker. Og en fantastisk udsigt til de stejle skrænter langs havet. Vi kunne også se, at der var en tovbane op til toppen.

 

Blev enige om, at her i dette vilde mylder ville det blive svært at finde en P-plads for at spise aftensmad, så vi satte GPS'en med kurs mod Fatima, hvor vi skulle overnatte.

 

Kom alligevel forkert ud af byen og endte med at køre langs stranden mod syd. Også en fantastisk udsigt. Her var der til gengæld ikke så mange mennesker, og vi fandt en P-plads, så vi kunne strække ben og sidde lidt i strandkanten og nyde herlighederne.

 

Næste forsøg bragte os heller ikke væk fra Nazaré. Der var en rundkørsel, hvor det var svær at orientere sig.

 

Dette medførte, at vi havnede på toppen af den skrænt, vi havde set nede fra stranden, og dér var den flotteste udsigt, man kan forestille sig.

 

Sikke et held, at vi ikke kunne finde rundt. Ellers havde vi ikke fået denne storslåede oplevelse. I tredje forsøg på at finde vejen til Fatima, lykkedes det uden at køre forkert.

 

Pilgrimsbyen Fátima

Udstillingsvindue i Fátima

Ved 20.30 tiden nåede vi frem til Fatima. Byen ligger ca. 1 times kørsel øst for Nazaré. Det meste af vejen var der nybygget motorvej, kun til sidst var det snørklede landeveje.

 

Vi skulle overnatte på Hotel Santa Maria, som ligger ganske tæt på helligdommen Nossa Senhora de Fátima, som er et berømt mål for pilgrimme.

 

Fátima er et af den katolske kirkes mest besøgte pilgrimssteder. Hvert år besøger over en mill. mennesker denne landsby. Sådan har det været siden 1917, da tre børn fortalte, at de flere gange havde set Jomfru Maria i en dal uden for byen.

 

Fátima

I dette kvarter er der rigtig mange forretninger, og ethvert udstillingsvindue bugner af religiøse souvenirs. Der er figurer af Jomfru Maria med krone på hovedet, masser af andre helgenfigurer, kors, porcelæn og tasker med religiøse motiver.

 

HHotel Santa Maria anbefalede os et godt spisested tæt på hotellet, Fonte Fria, som lå i en gade parallelt med hotellet. Det var nemt at finde, og her kunne vi sidde udenfor på en overdækket 'altan'. Det var lidt køligt, men vi foretrak at få frisk luft.


Mandag 15. juli 2013 - Fátima, Batalha og Porto

 

Pilgrimskatedralen Nossa Senhora de Fátima

Nossa Senhora de Fátima

Efter morgenmaden og udtjekning fra hotellet gik vi over til helligdommen Nossa Senhora de Fátima. Jeg blev meget overrasket over at se den enormt store plads foran kirken. Denne asfalterede plads er dobbelt så stor som Peterspladsen i Rom.

 

DDe tre hyrdebørn, søskendeparret Francisco og Jacinta på 9 og 7 år, og deres kusine Lucia på 10 år var på vej hjem fra en mark uden for Fátima, da Jomfru Maria d. 13. maj 1917 første gang åbenbarede sig for dem. Mens det trak op til tordenvejr, så de pludselig en lysende skikkelse over et træ. En hvidklædt kvinde, som udstrålede et klart og kraftigt lys.

 

Hun fortalte med mild og kraftig røst, at hun kom fra himlen, hvorefter hun bad børnene om at komme tilbage til dette træ hver d. 13 i de næste fem mdr. Sidste gang åbenbaringerne skete i oktober 1917 deltog over 50.000 mennesker på denne mark udenfor Fátima.

 

Lige siden har tusinder af pilgrimme besøgt Fátima, og på årsdagene for disse Maria åbenbaringer (6 gange fra maj til oktober) samles pilgrimmene på den store plads foran kirken.

 

Formiddagsbøn

På pladsen foran kirken står Jomfru Maria med krone på hovedet. På det sted, hvor åbenbaringerne skulle have fundet sted ved det hellige egetræ, er der i dag et kapel, hvor der tændes store vokslys og bedes.

 

Kapellet er åbent ud mod pladsen, og her er der masser af bænke. Der afholdes messe på flere forskellige sprog.

 

På selve den store plads så jeg en yngre kvinde bevæge sig langsomt væk fra kirken. Hun havde knæbeskyttere på, og gik på knæene.

 

I selve kolonnaden er der på kirkemuren nogle store, farverige keramikmønstre med scener fra Jesu korsfæstelse.

 

I en niche oven over indgangen til kirken kan man se en hvid marmorfigur af Jomfru Maria. Inde i kirken er der et maleri over højalteret, hvor Jomfru Marias budskab til de tre hyrdebørn skildres.

 

Masser af blomster på gravstedet

De tre børn har hver deres gravsted i kirken. Francisco og Jacinta blev ramt af sygdom, da en frygtelig influenza epidemi hærgede i Portugal. Francisco døde den 4. april 1919. Jacinta blev senere overført til et hospital i Lissabon, hvor hun blev opereret for en byld i brystet. Hun kom sig dog aldrig, og den 20. februar 1920 døde hun af lungebetændelse.

 

Deres kusine Lucia uddannede sig på et seminarium og aflagde senere klosterløfte. l 1948 flyttede hun ind på et kloster i universitetsbyen Coimbra. Søster Maria Lucia besøgte Fátima mange gange. Hun døde i 2005.

 

Den katolske kirke var i starten skeptisk over for åbenbaringerne i Fátima, men i 1930 anerkendte man dem.

 

Siden har flere paver besøgt byen, bl.a. pave Johannes Paul 2. Den 13. maj 1982 bad han sammen med tusinder af pilgrimme foran statuen af Jomfru Maria.

 

Dette var nøjagtig et år efter attentatforsøget på Peterspladsen i Rom, hvor han blev ramt af tre pistolskud. Efter bønnen lagde han en af de kugler, som var blevet fjernet fra hans brystkasse, i Jomfru Marias krone.

 

Batalha kloster

Batalha kloster

Fra Fátima kørte vi med bjergveje til Batalha. Det ene hårnålesving efter det andet. Et smukt landskab at køre igennem, men også en smule nervepirrende for mig. Portugiserne kører stærkt, og man må ligesom følge trafikken.

 

Batalha klostret er opført som en tak til Jomfru Maria, fordi den portugisiske hær i 1385 vandt et afgørende slag mod fjenden fra Castilien. Slaget fandt sted 15 km syd for Batalha ved Aljubarrota.

 

Det meste af klostret er opført mellem 1388 og 1433, men det blev først færdigt i 1533. Det er bygget i fransk sengotisk stil, men bærer også præg af at være inspireret af engelsk kirkestil. De senest tilføjede detaljer er i manuelinsk stil.

 

Den største indgangsportal ligger mod vest og er udsmykket med apostle, engle og konger. Herfra kommer man ind i det ca. 80 m lange kirkerum, hvor der er 32 m til det hvælvede loft.

 

Kongeparrets sarkofag

I midten af kapellet findes den høje fælles sarkofag for kong Joäo I og dronning Filipa. I nicher ved siden af ligger deres sønner, bl.a. Henrik Søfareren.

 

Midt i klostret er der også en stor og smuk gårdhaveo:p>. Herfra kan man bl.a. gå ind i et rum, hvor der er et monument for alle de faldne portugisiske soldater siden 1. verdenskrig. Døgnet rundt er der 2 soldater, som står vagt her i to timer ad gangen. Jeg snakkede med én, som havde pause, og han sagde, at det var en meget udfordrende post om sommeren.

 

Frokost i Batalha

Mellem parkeringspladsen og klostret var der rigtig mange caféer, og her valgte vi at spise frokost og holde siesta, inden vi fortsatte nordpå til Porto, en tur på ca. 200 km med fremragende motorveje.

 

Gågaden med vores hotel

Grande Hotel do Porto ligger i en gågade

Det gik rimelig nemt med at følge GSP'en og finde vej. Allerede ved 19.30 nåede vi vores destination i Porto, men kunne ikke se noget Grande Hotel do Porto nogen steder, kun en indkørsel til en gågade, hvor vores hotel efter GPS'ens anvisninger skulle ligge, og dér måtte man ikke køre ind.

 

Vi havde ikke læst godt nok på lektien

Vi lavede en ny beregning af ruten. Dette førte os først ned langs Douro floden og så tilbage til det samme sted. En tur, der varede næsten 1 time, fordi det var blevet myldretid.

 

Nok engang forsøgte vi os, og denne gang besluttede vi at køre ind i gågaden (ærindekørsel). Fandt et sted at holde ind til siden, og da vi stod ud af bilen for at kigge efter vores hotel, viste det sig, at vi holdt lige overfor det.

 

Hotellets personale sagde, at man gerne måtte køre ind til hotellet og læsse af. Derefter skulle man køre rundt om hjørnet (to gange til højre) og parkere i et parkeringshus. Herefter skulle komme tilbage til hotellet og tjekke ind, imens ville de opbevare bagagen. 

 

På vej tilbage til hotellet kom vi forbi et stort supermarked og flere fortovsrestauranter, så vi følte os faktisk allerede en lille smule stedkendte.

 

Oprydning i gågaden

Man kunne sagtens spise aftensmad i hotellets restaurant, men vi valgte en café 20 m fra hotellet. Her kunne vi sidde udenfor og nyde resten af aftenen, troede vi da.

 

For allerede inden kl. 22 begyndte personalet at rydde tomme borde og stole væk, men ikke nok med det. Mens vi sad og spiste, fejede de også affald op rundt omkring os. Det var meget ubehageligt, og man kunne ikke se nogen steder, at de lukkede så tidligt.

 

På hotellet havde de et rygerrum, det var i baren. Et dejligt (og lidt dyrt sted) at sidde.

 

 

Tirsdag 16. juli 2013 - Rundt i Porto, sejltur på Douro og vinsmagning

 

Vi havde ikke på forhånd planlagt noget denne dag, så morgenstunden gik med at kigge brochurer og beslutte, hvad vi ville se i Porto.

 

Vi var ikke specielt interesseret i at besøge kirker, klostre, museer eller andre af den slags seværdigheder. Mere opleve atmosfæren i byen, og hvad vi ellers tilfældigt kom forbi, som fangede os. Helst uden selv at skulle køre rundt.

 

Valget faldt på en hop on / hop of bustur, hvor vi kunne se en stor del af Porto, stoppe ved havnekajen og tage på sejltur på Dourofloden, fortsætte med bussen bagefter, og slutte af med portvinssmagning i Calem.

 

Praça da Batalha

Det nærmeste startsted for os lå på Praça da Batalha, det er en gade, som lå et par hundrede m fra vores hotel. Her var der et billetkontor, hvor vi fik en fremragende vejledning og betjening.

 

Under gåturen hertil nød vi formiddagen, solen, det gode vejr og en kop kaffe på en fortovscafé.

 

Kirken Santo Ildefonso

Lige før busstoppestedet kom vi forbi en meget smuk kirke, Santo Ildefonso. Den var bl.a. dekoreret udvendigt med ca. 11.000 fliser. Vi var ikke inde og se den, synes bare, det var en bemærkelsesværdig flot bygning. 

 

Der er mange seværdigheder at vælge imellem

Busturen bragte os forbi rigtig mange seværdigheder, som vi tog fotografier af fra bussen, men ikke ønskede at bruge tid på at besøge.

 

Udsigt over Douro og Porto

Vi kom bl.a. forbi Clérigos Tower (et højt kirketårn, som præger bybilledet fra mange forskellige vinkler), Porto Cathedral, rådhuset i Porto, Carmo Church, Casa da Música, Fundaçao Serralves, strandene på nordbredden af Douro i Porto og Palácio da Bolsa.

 

Enormt mange steder var bybilledet præget af meget smalle og stejle gader, forfald og renovering. Og ligesom i Lissabon var det bakke op og bakke ned.

 

I udkanten af Porto lå der mange fine villakvarterer, en stor kontrast til de forfaldne kvarterer i centrum. Og så var der også udsigtspunkter af de helt store.

 

Frokost tæt ved Praça Ribeira

Frokost ved Douro

Efter ca. 1½ times byrundtur med bussen nåede vi ved 14-tiden til det stoppested, hvor vi skulle af og gå hen til den kaj, hvor sejlturene startede.

 

Der var ca. 10 minutter at gå, og undervejs kom vi tilfældigvis forbi flere små og spændende fortovscaféer, som havde en fantastisk panorama udsigt over Douro floden.

 

Et dejligt sted til frokost og siesta. Vi fik en fantastisk velsmagende laksesalat, imens vi bare nød udsigten og alt det, som passerede forbi os på Douro. Især lagde vi mærke til turbådene og deres rute.

 

Sejltur på Douro floden

Det selskab, vi sejlede med, havde afgang hver halve time, og turen varede i ca. 50 min. Undervejs kom vi forbi 5 broer, som forbinder Porto med Vila Nova de Gaia, den sydlige del af Portos distrikt. Det er i Vila Nova de Gaia, at den verdensberømte portugisiske portvin bliver lagret, og det er her, der findes flere vinsmagningssteder.

 

Først sejlede vi mod øst og kom under mange forskellige broer. Dernæst mod vest, næsten ud til Douros udmunding i Atlanterhavet, og så tilbage til havnekajen.

 

Porto kaldes også for "Broernes by"

Egentlig interesser jeg mig overhovedet ikke for broer. Men i skrivende stund er det vigtigt for mig at få styr på alle de broer, vi sejlede under og fotograferede på livet løs. Noget med, hvad er hvad, og hvilke af dem kørte vi over?

 

D. Maria I

D. Maria I fra 1880

Den ældste bro "D. Maria I" blev designet af Gustav Eiffel. Da jernbanen mellem Lissabon og Porto var næsten færdig i 1875, blev der brug for at kunne krydse Douro floden med tog. Og Eiffel blev valgt som arkitekt. Broen blev påbegyndt i 1877 og indviet knap 3 år senere. Den var i brug indtil 1991.

 

Luiz I er en metalbro i nærheden af D. Maria. Den blev påbegyndt i 1881 og indviet i 1886. Umiddelbart ligner denne bro D. Maria, hvilket jeg tror skyldes, at den er designet af Eiffels partner Téophile Seyrig. Han var med som ingeniør ved byggeriet af D. Maria.

 

Broen har to dæk og en bue på 172 m. Da den blev opført, var det den længste i verden af den slags. Oprindeligt var øverste dæk til sporvogne og nederste til biler. På det øverste dæk er der nu forgængerpassage, og dækket bruges også af metrolinje D.

 

São João broen er en jernbanebro, som blev bygget mellem 1984 og 1991. Den skulle afløse den første jernbanebro D. Maria.

 

Arrábida broen fra 1963

 

Infante D. Henrique fra 2003

 

Arrábida broen er en hovedvej og har en bue bro over Douro få kilometer fra Atlanterhavet. I 1963 blev broen færdig og havde på det tidspunkt den største betonbue i verden (270 m). 

 

Freixo broen fra 1995 ligger længst mod øst og er ikke så spektakulær, som de øvrige broer, fordi der ikke er stejle skrænter her. Denne bro forbinder motorvejen fra Lissabon via Porto til Braga, og består i virkeligheden af to 18 m brede broer (med en afstand på 10 cm imellem) - og med 4 baner i hver køreretning.

 

Den nyeste bro hedder Infante D. Henrique

Den blev indviet i 2003. Den er 371 m lang og 20 m bred. Denne Maillart type af en bue bro, som er bygget på et højtliggende niveau og har en bue på 280 m, er en verdensrekord.

 

Hvilke broer kørte vi så på?

Vi kom til Porto over broen Infante D. Henrique. Den vej fører lige til Portos centrum, når man kommer sydfra. Og jeg husker, at vi forlod Porto en anden vej, længere østpå. Sikkert Freixo broen med alle dens indfletninger og 4 baner hver vej.

 

Portvinssmagning i Calem

Rundvisning på fransk

Efter sejlturen gik vi tilbage til busstoppestedet, og efter kort ventetid forsatte vi til Calem, som ligger i Vila Nova de Gaia på sydsiden af Douro floden, meget tæt på broen Luiz I. Den bro kørte vores bus over.

 

Klokken var hen ad 18, så vi troede, de havde lukket, men var så heldige at være blandt de sidste, som kunne deltage i en guidet rundvisning - på fransk. Andre muligheder var der ikke på dette sene tidspunkt.

 

Der var ikke ret meget af det franske, vi forstod. Undervejs var der udstillinger, hvor teksten stod på portugisisk. Det hjalp heller ikke. Jeg tænkte, at den danske udgave og oversættelse måtte vente, indtil vi var kommet hjem.

 

Rundturen sluttede med portvinssmagning, hvor vi smagte en White Porto og en Tawny Porto. Begge smagte fortrinligt, men vi følte os ikke fristede til at købe noget.

 

Porto Calem blev grundlagt i 1859

Ud af næsten 40 historiske portvine er Porto Calem en af de mest berømte og en af de førende på det portugisiske marked.

 

Porto Calem blev grundlagt i 1859 af António Alves Calem og er et familieejet portvinsfirma, som lagrer og blander portvin. Deres portvin kommer fra en vingård på den sydlige bred af Douro floden, mellem São Joo da Pesqueira og Vila Nova de Foz Côa.

 

Vingården, som strækker sig ned til floden Douro, har ca. 200 ha med vinmarker, oliventræer, appelsintræer og en skov.

 

I 1998 blev Porto Calem en del af Sogevinus SGPS, SA. Dette selskab er ansvarlig for et univers af portvinsfirmaer, for markedsføring af vine fra Porto og Douro, for investeringer i vingårde for at sikre produktionen af kvalitetsvine og distribution. De varetager også mange projekter indenfor turisme.

 

Aften på hotellet i Porto

Efter vinsmagningen tog vi bussen tilbage til Praça da Batalha og var klar til aftensmad på hotellet ved 21-tiden. Derefter hygge i baren (rygerrummet). Inden sengetid nåede vi også store-vaskeaften - ikke fordi vi manglede rent tøj, men vores yndlingstøj trængte til en forfriskning.

 

Onsdag 17. juli 2013 - Guimarães, Bom Jesus do Monte og Barcelos

 

Guimarães

Dagens planer var en tur nordpå. Først til Guimarães, som ligger ca. 60 km nordøst for Porto. Dernæst ca. 20 km nordvest på til helligdommen Bom Jesus ved Braga, og til sidst 30 km vestpå til byen Barcelos. 

 

Guimarães er kendt som Portugals fødested

I 1139 udråbte Afonso Henrique sig selv som konge og valgte Guimarães som hovedstad. Derfor bliver denne by også omtalt som Portugals fødested.

 

I den første uge af august er der hvert år middelalderfestival i byen.

 

Castelo de São Miguel

Castelo de São Miguel

I Guimarães findes en gammel borg fra 900-tallet. Den blev bygget for at afværge et angreb fra maurerne og normannerne.

 

Legenden fortæller, at her blev Portugals første konge født. Det var Afonso Henrique. Det siges også, at han blev døbt i kirken i denne borg, og at det skete ved den døbefont, man nu kan se i kirken. 

 

Vi kørte igennem byen og fandt efter lidt søgen frem til borgen. Det var ulidelig varmt uden for i middags-solen, så det blev kun til en kort tur rundt om borgen, inden vi fortsatte mod Braga og Bom Jesus.

 

Bom Jesus do Monte

Lidt øst for Braga ligger den fantastisk spændende og religiøse helligdom Bom Jesus. Det er noget af en unik oplevelse at vandre ned ad de mange trapper for derefter at iagttage det hele fra neden. Først når man kommer helt ned, lægger man mærke til den unikke konstruktion, som får de mange platforme til at flyde ud i ét.

 

Frokost ved Bom Jesus

Siesta og frokostpause

Vi så godt indkørslen til P-pladsen ved Bom Jesus, men det var et så skarpt højresving, at Jens valgte at fortsætte lige ud på vejen. Dermed endte vi ved foden af Bom Jesus i stedet for.

 

Her var der flere fortovscaféer, så vi valgte at holde frokostpause først. Det var enormt dejligt at sidde i skyggen og nyde den bjergtagende udsigt og formidable mad, veltilberedte fiskefilet'er med en velsmagende salat, dertil chips.

 

På dette sted var der også mulighed for at deltage i en rundtur på hest. Vi så den ene familie efter den anden stige til hest og ride af sted.

 

Tilbage til Bom Jesus do Monte

Efter vores dejlige og lange frokostpause kørte vi tilbage ad den vej, vi kom fra, og nu var det enkelt at dreje ind på P-pladsen ved Bom Jesus. Tilmed var vi heldige, for der var godt fyldt op, men vi fandt hurtigt en ledig p-plads.

 

Bom Jesus ved Braga

Herefter fordelte vi opgaverne. Jens sad på caféen med udsigtspunktet. Her kunne han tage en masse panoramabilleder, imens jeg forcerede de 116 m trappetrin ned ad Bom Jesus og tog fotos undervejs. For derefter at gå op igen.

 

Jeg må indrømme, at det var en anstrengende tur. Ikke så meget trapperne, for der var platforme, hvor jeg kunne hvile efter behov. Det var mere varmen og solen, som var dræbende. Heldigvis havde jeg vand nok med, og på vejen op ad trapperne fandt jeg skyggefulde steder at puste ud.

 

Bom Jesus blev færdig i 1811

Bom Jesus ved Braga

I forvejen var der en lille helligdom fra 1400-tallet på dette sted, og i 1722 udtænkte ærkebispen af Braga den gigantiske trappe (Escadaria, hvor trinene betyder en opadstigende, åndelig rejse) i barokstil og som en ny adgangsvej. Den nye kirke og trappen blev først gjort færdig i 1811 af Carlos Amarante.

 

Det nederste stykke er udført som som en stejl Via Sacra med kapeller, der viser de scener, der førte til Jesu korsfæstelse. I midtersektionen er de fem sanser gengivet på fontæner, statuer og andre figurer. Næstøverst er der en platform, som kaldes De tre Dyders trappe. Denne repræsenterer opnåelsen af tro, håb og kærlighed.

 

Bom Jesus ved Braga

Den øverste platform er udsmykket med flotte bede, og her står der også et af de mange små kapeller. Der er også en fantastisk udsigt ned over de mange platforme, uden at man kan se eller forudse, hvad der venter af fontæner, statuer og skulpturer.

 

Øverst er der indgang til kirken Bom Jesus, som er rigt udsmykket og rigtig smuk. Denne kirke er også et af de store pilgrimsmål i Portugal.

 

Mellem kirken og cafeteriet er der en dam med både guldkarper og almindelige karper i.

 

Barcelos

Denne by er kendt som Portugals førende keramik- og håndværksmarked og er hjemstedet for Portugals nationalsymbol, Barcelos-hanen, som symboliserer Retfærdighedens sejr efter at ha' kæmpet for den. Der sælges rigtig mange haner i alle størrelser i turistboderne, og det siges, at man aldrig må købe en til sig selv, men skal ha' den foræret for at den kan bringe lykke.

 

Barcelos hanen

 

Barcelos 17. juli 2013

Jeg ville gerne se den by, hvor legenden om Barcelos-hanen stammer fra, og det var både nemt at finde ind til centrum i byen og finde en p-plads tæt på.

 

Legenden om Barcelos-hanen

En ung mand, som var på pilgrimsrejse, var blevet anklaget for at ha' stjålet sølvtøj fra en bonde, hvorefter han blev dømt til døden ved hængning. Det hjalp ikke, at han svor sin uskyld.

 

Han bad herefter om at få et sidste ønske opfyldt, nemlig at møde dommeren. Denne var netop ved at spise en stegt hane.

 

Den unge pilgrimsrejsende svor, at som bevis på hans uskyld, ville hanen rejse sig op på tallerknen og gale. Dette var dommeren dog ligeglad med, og manden blev hængt.

 

I samme øjeblik rejste hanen sig med hele sin fjerpragt og galede. Dommeren indså, at han havde begået en fejl og skyndte sig hen til galgen. Her fandt han den unge mand i live, en løs knude havde reddet hans liv.  

 

Korsfestival hvert år i maj

I gaderne nær centrum var der en meget særpræget udsmykning. Vi fandt dog aldrig ud af, hvad det handlede om. Måske en helgenfestival eller noget lignende. I hvert fald stod det ene unikke hjemmelavede kunststykke efter det andet ved siden af hinanden, og vidnede om, at her var der en særlig begivenhed.

 

Der er dog også den mulighed, at det er blevet stående som pynt efter den årlige korsfestival i maj, hvor man markerer en begivenhed, der fandt sted i 1504. Dengang så en lokal skomager på mirakuløs vis et kors vise sig på gulvet i et kapel.

 

Igreja do Senhor da Cruz

Igreja do Senhor do Bom Jesus da Cruz

Netop på det sted, hvor skomageren så et kors, ligger der nu en lille kirke, Igreja do Senhor do Bom Jesus da Cruz. Kirken blev bygget i starten af 1700-tallet og blev åbnet for tilbedelse i 1710. Inden i er væggene dekoreret med blå og hvide fliser med motiver af via Sacra, og så er der mange forgyldte udsmykninger. Det var gratis at besøge den lille kirke, som er meget smuk. Den ligger på byens torv og er bestemt et besøg værd.

 

Inden vi tog fra Barcelos gik vi en lille tur i gågaden. Der var stillet et telt op, hvor musikere gjorde klar til koncert.

 

Aften på hotellet i Porto

Denne aften kunne man ikke bestille en menu i hotellets restaurant, der var ta' selv buffet. Og det var lidt dyrere. Men mange gode og velsmagende retter.

 

Vi havde planlagt at sidde på tagterrassen (hvor man også måtte ryge) i stedet for at ryge i baren og købe dyre drinks. Medbragte egne drinks, computeren og et tæppe. Det gode var, at herude i den friske luft på tagterrassen virkede det trådløse internet også, så vi kunne uploade fotos, imens vi nød en drink, udsigten og atmosfæren. En rigtig dejlig aften, indtil vi 'blev smidt i seng', fordi tagterrassen skulle lukkes allerede kl. 23. En venlig tjener kom og fortalte, at der blev låst om 10 min.

 

Torsdag 18. juli 2013 - Herregården i Vilar Seco ved Nelas

 

Fra morgenstunden havde Jens høj feber og kulderystelser. Han ville ikke til læge, troede det gik over af sig selv "om lidt". Ved 10-tiden tjekkede vi ud og fik hotellet til at bestille en taxa, der kunne køre os til parkeringshuset. Godt nok drejede det sig kun om et par hundrede meter, men det gik opad på brostensfortove, og med høj feber var det ikke lige sagen at skulle gå den tur.

 

Jeg var meget i tvivl, da Jens insisterede på at køre, for jeg syntes ikke, at han havde det ok. På den anden side var jeg heller ikke parat til at prøve kræfter med Porto i en lejet bil, jeg ikke havde prøvet at køre i før.

 

Ridser i lakken på bl.a. forskærm

Allerede i parkeringshuset var det ved at gå galt, Jens kom lidt for tæt på muren i et sving på vej nedad. Jeg blandede mig, og han standsede i tide, bakkede lidt og fik rettet op. Dér begyndte jeg at samle kræfter og indstille mig på at overtage rattet.

 

På vej igennem og ud af Porto kørte Jens sikkert og pænt, men også glimtvis fraværende. Han fik ikke helt fat i gps'ens instruktion om at følge vejen, tog i hvert fald gruelig fejl og drejede til højre ned ad en mere end smal, ensrettet gyde.

 

Dér strejfede han muren, men kom alligevel sikkert videre. Jeg turde slet ikke kommentere det, for gyden var så smal, at man ikke kunne stige ud af bilen.

 

Heldigvis kom vi ret hurtigt ud på kendt terræn og derefter ud til motorvejen.

 

Efter ½ times kørsel trængte jeg til en pause, jeg følte mig alt andet end tryg og bad Jens om at forlade motorvejen ved førstkommende mulighed. Dette bragte os til den lille landsby Espinho, som ligger tæt på Atlanterhavet.

 

I Espinho fandt vi en lille café og bestilte en cola. Jens sov fra den, men vågnede op til dåd, da vi skulle videre. Hans kørsel var nu så usikker, at jeg efter få hundrede meter fik ham til at stoppe på en p-plads. Tog nøglerne og samlede mod til at sidde bag rattet.

 

Dagens planer blev ændret

Egentlig var vi helt ude af kurs og vores planer for dagen. Vi ville gerne se Douro dalen og derfra køre sydpå til Nelas. Ankomme ud på aftenen. Men Jens havde så høj feber, at det blev et spørgsmål om at nå frem til vores bookede hotel i god behold (Solar Ponces de Carvalho i Vilar Seco)

 

Det er 'nemt nok' at køre i Portugal

GPS'en var sat til, og på resten af turen til Vilar Seco sov Jens. Han kan intet huske fra turen. Heller ikke at vi holdt frokostpause på en motorvejscafé undervejs, eller at jeg stoppede nogle gange for at tage et foto, når der var en kanon udsigt.

 

Nord for Aveiro var der motorvej vestpå til egnen omkring Nelas. Et unikt bjerglandskab at køre i, det ene panorama efter det andet, og fantastiske broer over kløfterne. Desværre kunne jeg ikke tage fotos, fordi jeg sad bag rattet.

 

Vores lejebil var fantastisk at køre i, og efterhånden slappede jeg af og nød at køre. Indtil vi forlod motorvejen og skulle med bjergveje og hårnålesving det sidste stykke vej. Her valgte jeg at holde ind til siden, når det var muligt, og lade de hurtigt kørende portugisere passere. De ville nemlig køre hurtigere end anbefalet, og jeg var mere forsigtig.

 

Vel ankommet til Vilar Seco kunne jeg ikke finde vores hotel. Selv om GPS'en sagde, at jeg havde nået min destination, så var der ikke noget hotel at få øje på. Kørte lidt rundt i byen uden at finde frem.

 

Solar Ponces de Carvalho

Kan varmt anbefale herregården i Vilar Seco

Valgte så at stoppe præcis dér, hvor GPS'en sagde, at målet var. Steg ud af bilen og fandt booking-papirerne frem.

 

En tilfældig kvinde kom forbi, og hende spurgte jeg om hjælp. Hun kunne heldigvis snakke engelsk. Hun sagde, at jeg holdt lige ud for det rigtige sted, men at det var svært at se, fordi skiltet på muren faldt i ét med murens farver.

 

Hun gik hen til indgangen og trak i en gammeldags dørklokke og kaldte på Carlos, som straks kom og bød os velkommen.

 

Solar Ponces de Carvalho

Dette hotel var en gammel familie-ejet herregård fra 1800-tallet og indrettet med de originale møbler. Simpelthen et fantastisk sted, hvor vi gerne ville ha' tilbragt mange flere dage end den ene overnatning, vi havde booket.

 

Værtsparret var meget gæstfrie, opmærksomme og omsorgsfulde, samtidig med at de havde evnen til at give plads til vores privatliv. De så straks, at Jens var syg og tilbød spontant at ringe efter en læge, men det afviste Jens, han 'skulle bare sove sig frisk'.

 

Vi vidste, at man kun kunne spise morgenmad på dette sted, og Jens var ikke i stand til at ta' ud i byen og spise aftensmad.

 

Så da jeg begyndte at gå til købmanden for at handle ind, var værten Carlos der straks. Han ville vise mig vej til den bedste købmand. Den butik havde jeg bestemt ikke fundet på egen hånd, for indgangen var skjult af et brunt bambusforhæng.

 

Butikken var meget lille, men havde et sortiment med de mest nødvendige ting. Jeg valgte at købe en melon, synes ikke der var noget brød eller pålæg, der fristede mig. Netop som jeg skulle til at betale kom en kvinde ind i butikken. Hun præsenterede sig som Fatima, værtinde på herregården, og sagde at melonen var på husets regning, fordi Jens var syg.

 

På husets regning

Et meget rørende øjeblik

På tilbagevejen spurgte Fatima, om vi kunne tænke os lidt jordbær, hun ville gerne fikse lidt aftensmad til os, nu hvor vi ikke kunne ta' ud og spise. Og hvad jeg helst ville ha' at drikke.

 

½ halv times tid senere kom de med en bakke med 2 skåle med jordbær, et fad med kager, 2 tallerkner, knive, gafler og skeer, 1 øl til mig og 1 mineralvand til Jens samt et stort fad til at skære melonen ud på.

 

Det var et meget rørende øjeblik, da de ønskede os en god aften og bad os sige til, hvis vi skulle bruge en læge.

 

Moderne aften i gamle omgivelser

Mens Jens sov, nød jeg aftensmaden og det fantastiske værelse. Det var enormt stort og rummeligt, det samme var badeværelset. Og en helt speciel oplevelse, at det var møbleret som midt i 1800-tallet, samtidig med at der var moderne faciliteter, såsom el og WiFi.

 

Fredag 19. juli 2013 - Tilbage til Lissabon

 

Morgenmad i spisestuen

Jens havde det meget bedre fra morgenstunden, var nærværende og mere frisk. Vi nød morgenmaden i spisestuen, som også var indrettet som i 1800-tallet. Det SKAL opleves, for det er ganske unikt.

 

Bagefter sad vi en stund på terrassen og fik en god snak med værtsparret. Fatima og Carlos har tidligere boet i Algarve, men valgte at overtage den familieejede herregård i Vilar Seco.

 

Jeg var også en tur rundt i deres have. Her gemte der sig en swimmingpool med liggestole og nyde livet. Et hotel, vi helt bestemt vender tilbage til igen.

 

Fotostop på vej sydpå

Dagens planer blev ændret igen

Det blev så mig, der kørte igen, og det var jeg godt tilfreds med. For det første havde jeg fået smag på at køre i Portugal, for det andet var jeg i tvivl om, hvor rask og frisk Jens var blevet.

 

Jens havde ikke lyst til udflugter eller seværdigheder, helst bare den direkte vej til Lissabon, med pauser og frokost, og ellers bare nå frem hurtigst muligt.

 

Efter frokost på en motorvejscafé nåede vi frem til Lissabon sidst på eftermiddagen. Fik afleveret bilen, og heldigvis havde vi en kaskoforsikring. Udlejeren på kontoret i AVIS var glad for, at vi var uskadte og havde tegnet den rigtige forsikring.

 

Vi tjekkede ind på hotel Mundial, og derefter stod den på en tur til stamcaféen på Praça da Figueira, hvor vi nød en Cardhu og det dejlige vejr. Købte brød og pålæg i et supermarked i nærheden, så vi kunne spise aftensmad på hotelværelset.

 

Lørdag 20. juli 2013  - Évora

 

Hjemmefra havde vi booket en dagtur til Évora, som ligger 2 timers kørsel øst for Lissabon. Turen foregik i en minibus med plads til max. 8 passagerer. Vi blev hentet og bragt på hotellet, det var dejligt. En service der skulle aftales på forhånd pr. telefon, hvilket vi fik receptionen på hotellet til at gøre for os.

 

Alentejo

Vores guide og chauffør hed Leonor og var vokset op i Évora, det nød vi godt af på hele turen. Ud over os deltog et ungt par fra Canada og en kvinde fra Holland. Det betød, at der var masser af tid og mulighed for mere uformelle dialoger.

 

Vi blev hentet 10.15, og Leonor valgte at køre over Vasco da Gama broen på turen ud og 25. april broen på vejen hjem. Så kunne vi opleve begge broer over floden Tejo.

 

Da vi var nået halvvejs til Évora, var der pause på en motorvejscafé. Leonor trængte til en kop kaffe, en espresso. Denne kaffe serveres i en meget lille kop (2-3 mundfulde) og er meget koncentreret i både smag og konsistens.

 

Almendres stencirkel

Megalitico dos Almendres

Første seværdighed var en megalitisk stencirkel 8 km før Évora. Denne stencirkel er ca. 6000 år gammel, og dens symbolik er stadig et mysterium. Måske har stenaldersamfund brugt området til begravelse? Der er nemlig mere end 150 steder med stendysser i dette område. Høje, falliske stenstøtter rager også op i olivenlundene, og det kunne tyde på en frugtbarhedskult.

 

Stencirklen i Almendres er oval og dannet af 95 sten i ellipseform. Måske har det været et tempel for en solkult, men man ved det ikke.

 

En korkeg på 65 år

Korkege

I Almendres var der både mange oliventræer og mange korkege. Vi var især nysgerrige mht. korkegene og de tal, som stod skrevet på dem.

 

Leonor fortalte, at der gik ca. 9 år, inden man kunne høste det første lag kork. Når man havde høstet, skrev man derefter et tal på træet. Det sidste ciffer i det årstal, høsten var foregået. Der skulle nemlig gå 8 år, inden næste høst.

 

Hun var også rigtig god til at regne et kork-egetræs alder ud ved at kigge på barken og de afskårne ringe. Viste os et eksempel, hvor hun beregnede en stor korkeg til at være ca. 65 år.

 

En paraply af kork

I Évora så vi efterfølgende et utal af kork produkter. Der var rigtig mange butikker, som solgte produkter af kork, og kun fantasien sætter grænser. Der er ikke den ting, kork ikke kan anvendes til.

 

Fx så vi en meget smuk brudekjole af kork, en paraply, smykker, tasker, termokander, fade, bælter og bogomslag.

 

Indehaveren af den butik, der havde brudekjolen til salg, var i familie med Leonor. I det hele taget kendte hun mange i Évora, der blev hilst og sagt 'hej' med jævne mellemrum.

 

Akvædukten i Évora

Èvora

Èvora er en by fra romertiden og blev bygget på en bakketop. Dengang med en mur rundt om byen, hvilket man stadig kan se resterne af. Der er også en akvædukt fra 1500-tallet.

 

I middelalderen var byen en yndet residens for de portugisiske konger. I 1700-tallet lukkede jesuitteruniversitetet, men i dag er der atter et universitet i Èvora.

 

Der er rigtig mange historiske seværdigheder og spændende steder i Évoras centrum. Leonor satte os af ved det romerske tempel, parkerede sin bil og kom hurtigt tilbage.

 

Herefter ventede der os en rigtig informativ og oplevelsesrig eftermiddag, krydret med hendes lokale kendskab.

 

Évora centrum

Leonor fortalte, at hun som barn var vant til at komme og bede i Évoras domkirke Sé.

 

På et tidspunkt fandt byen ud af, at de kunne tjene penge ved, at alle skulle betale 3 € for at besøge kirken, også de lokale.

 

Dette protesterede hendes familie imod. De skrev et brev til borgmesteren, og efter et stykke tid lykkedes det dem at blive hørt. Resultatet blev, at de lokale mod at vise id-kort, kunne gå gratis i kirke og bede, turister skal fortsat betale 3 €. 

 

Vi fik tilbudt at låne hendes id-kort, hvis vi gerne ville ind og bede gratis. Nok mest en joke.

 

Det romerske tempel i Évora

Det romerske tempel i Évora

På byens højeste sted ligger der et gammelt romersk tempel. Mange mener, at det har været viet til gudinden Diana og stammer fra 100- eller 200-tallet. Indtil 1870 har det også været brugt som våbenlager, teater og slagtehus.

 

Siesta og frokostpause

Efter en tur rundt i gågaden i Évora (hvor den ene efter den anden butik solgte produkter af kork), et kig ind i en alt for meget parfumeret butik og derefter et besøg på torvepladsen Praça do Giraldo, hvor vi så fontænen fra 1571, var der siesta og frokostpause.

 

Frokost i Évora

Leonor havde mange forslag til gode og billige spisesteder. Vi foretrak dog en selvvalgt, dejlig fortovscafé i en sidegade til gågaden og fik en herlig tunsalat. Nød at holde siesta her - i skyggen - for det var en meget varm dag, hvor jeg i hvert fald helst ikke ville være i solen, den brændte for meget.

 

Vinsmagning i Ervideira-butikken i Évora

Ikke langt herfra var der vinsmagning ved 16-tiden i en Ervideira vinbutik. Ervideira er et firma i Alentejo regionen. Deres historie og familie tradition dateres tilbage til det 19. årh. Vingårdene Monte da Ribeira og Herdadinha tilhører begge Leal da Costa familien, hvis rødder stammer fra den succesfulde vinbonde Ervideira, som begyndte at producere vin i 1880.

 

Vi smagte 4 forskellige vine

Den første var en hvidvin. Derefter en rosévin, og så en rødvin, LUSTIANO, den smagte rigtig godt. Den unge canadiske kvinde var uddannet vinsmager og spurgte, om der var noget, hun absolut måtte smage, for så ville hun gerne. Dette medførte, at vi fik en gratis fjerde smagsprøve, Invisivel, smagte bare kanon godt. Velegnet til sushi og fisk i det hele taget.

 

São Francisco kirken

São Francisco kirken

Leonor fortalte, at denne kirke blev bygget i 1500-tallet, men uden særlige udsmykninger.

 

Efter jordskælvet i 1755 blev en del klenodier flyttet hertil, fordi São Francisco kirken ikke havde lidt særlig skade. Således kan man se mange nicher med interiør fra andre kirker i omegnen.

 

Når man ikke er lokal kendt og bare turist, så tænker jeg, at det var en smuk kirke. Man kunne ikke være i tvivl om, at et var en katolsk kirke.

 

Knoglekapellet i São Francisco kirken

Far og søn

 

Queijinho do Céu

 

Leonor og Kathrine

Dette makabre kapel blev skabt i 1600-tallet af knogler og kranier fra 5000 munke. Ved indgangen er der en indskrift, som siger "vi knogler, som er her, venter på dine."

 

Det føltes ganske absurd at gå rundt i kapellet, hvor stolper og vægge var dekoreret med knogler og kranier.

 

Leonor fortalte, at en far havde myrdet sin kone og spist hende pga. sult. Han og sønnen blev dømt til døden og mindes nu i kirken.

 

Kager og kaffetid

Inden vi forlod Évora var det vigtigt for Leonor at vise os en rigtig god café, hvor man kunne få de bedste kager. Den lå næsten på toppen i byen.

 

Hendes foretrukne var en Queijinho do Céu. På dansk 'ost fra himlen'. Kagen var meget velsmagende og lidt sød, men smagte aldeles ikke af ost. Mindede mere om kransekage. Selv om Jens ikke ville smage, fik jeg én med til ham, for Leonor insisterede på, at han skulle smage herligheden. Den gik så lige i min mund.

 

Også på dette sted mødte Leonor bekendte, som hun fik en snak med.

 

Efter besøget i caféen ville den unge canadiske Kathrine gerne ha' et foto af hende selv og Leonor, fordi hun arbejdede indenfor turistbranchen tripcentral.ca.

 

Aftensmad i Lissabon

Egentlig var turen planlagt med hjemkomst ved 18.30 tiden, men vi ankom først et par timer senere. Derfor stilede vi direkte mod et spisested i Rossio kvarteret, inden vi gik tilbage til vores værelse på hotellet.

 

Fandt en god fortovscafé, og bestilte piri-piri kylling. Tjeneren var ikke helt indforstået med vores valg, at det gerne måtte smage stærkt. Han anbefalede, at det ikke var så stærkt, hvilket vi afslog. Da vi fik retten, smagte den ikke rigtig af noget, jeg var i hvert fald meget skuffet over, at de havde sparet på chilien. Desværre har jeg ingen fotos, for mit kamera løb tør for strøm.

 

Søndag 21. juli 2013 - Lissabon

 

Hotel Mundial

Denne dag var tilovers

Jeg havde en meget mærkelig og meget ensom dag. Jens havde feber igen og var kun vågen under morgenmaden, derefter sov han resten af dagen.

 

Jeg havde ikke lyst til at tage nogen steder hen eller gå ud og spise alene. Handlede lidt ind i det lokale supermarked og spiste på værelset. Fik tiden til at gå med at læse i en medbragt bog, gå nogle ture og sidde lidt i solen rundt omkring.

 

Egentlig var jeg mest af alt mættet med spændende oplevelser og glædede mig til at skulle hjem.

 

Mandag 22. juli 2013 - Hjemrejse

 

Vi var tidligt oppe, omkring kl. 4. Tog en taxa til lufthavnen. De holdt uden for hotellet døgnet rundt. Turen varede kun 7 min. Således havde vi rigtig god tid i lufthavnen, kunne sidde udenfor og nyde morgenkaffen - efter at ha' tjekket ind. Vi skulle flyve 7.35 lokal tid, ankomst i Hamborg ved 12-tiden lokal tid.

 

På flyveturen hjem sad vi igen adskilt, men denne gang på sæder bag ved hinanden, så vi kunne snakke sammen. Gad vide, hvorfor TAP Portugal placerer deres kunder adskilt?

 

Efter en frokostpause på en motorvejscafé var vi hjemme ved 18-tiden. Godt trætte og mærket efter de sidste dages strabadser.

 

 


 

Hanne Thoms, DK 6070 Christiansfeld, © Copyright 2013